Gensyn med Dungeons & Dragons

Set for the Weekend...Jeg gik i 4.-5. klasse, da jeg første gang åbnede en Dungeons & Dragons regelbog. Det blev til mange års oplevelser, nye venskaber og rejser. I årenes løb har jeg spillet flere forskellige rollespil, end jeg kan huske, og gode gamle D&D blev med tiden skubbet i baggrunden.

Men på søndag starter jeg en ny kampagne, og jeg glæder mig til nok en gang at fortælle fantastiske historier om eventyrlystne helte, oldgamle myter og magiske skatte i fællesskab. For det er lige præcis det, jeg allerbedst kan lide ved rollespil. Det er ligesom at sidde rundt om lejrbålet og finde på en rigtig god røverhistorie — sammen. Og dér kan hverken computerspil eller barhopping konkurrere.

Jeg samlede rollespil op igen, efter jeg havde været på udkig efter en måde at socialisere på, som ikke har med computere at gøre (hvis du som jeg kigger på en skærm det meste af dagen, forstår du hvad jeg mener), og som var socialt uden nødvendigvis at skulle give mig tømmermænd næste dag.

Tilbage i 2006 blev jeg for første gang, siden jeg flyttede til USA, ramt af trangen til at spille igen, men det lykkedes mig aldrig at samle en gruppe spillere. Siden da er der kommet en ny udgave af D&D, som er væsentligt mere strømlinet og velbalanceret end det gamle spil. Om det har noget med det at gøre eller ej ved jeg ikke, men denne gang har jeg spillere i overflod.

Det er næsten som at være 13 igen!

Salgshandicappet

Jeg snakkede med en kammerat, om det at leve som selvstændig uden konstant højt blodtryk og stress over især penge. Mit problem, sagde han, var at jeg solgte min service for billigt. Det kunne jeg ikke benægte, eftersom jeg altid ser ud til at leve på kanten af økonomisk ruin – selv når jeg arbejder røven ud af bukserne.

Han fulgte op med at spørge, om det var fordi jeg ikke anså mit arbejde som værende høj nok kvalitet, til at konkurrere med mine dyrere konkurrenter. Den tænkte jeg over i nogle dage, men det var ikke dér skoen trykkede. Faktisk synes jeg tit mit arbejde er langt bedre, end det folk betaler i dyre domme for.

Så jeg tog imod udfordringen, regnede på det og lancerede ved begyndelsen af året nye, justerede priser. Ikke overraskende holdt telefonen hurtigt op med at ringe. Det var ventet, fordi jeg nu henvender mig til en helt ny kundegruppe. Og her kommer så åbenbaringsøjeblikket.

Det gik op for mig, at det er min aversion mod selve det at skulle jagte kunder, som holder mig tilbage. De kommer rendende af sig selv, når man enten giver sit arbejde væk eller sælger det for håndører, men så snart du konkurrerer med de dyre drenge, skal der skrues op for salgsblusset.

At skulle agere sælger suger sjælen ud af mig, gør mig deprimeret og fjerner enhver lyst til overhovedet at arbejde. Det er et problem, og den eneste umiddelbare løsning er, at få noget hjælp udefra. Det er ikke meget at arbejde med, men trods alt et skridt i den rigtige retning.

Så nu prøver jeg så at få et tag på den udfordring.

Fotografuddannelsen i DK er til grin

Jeg fik en e-mail fra en sikkert venlig sjæl i Danmark, som på vegne af journalistforbundet spurgte, om jeg stadig var i lære som fotograf. Det satte en masse tanker i gang, for selvfølgelig er jeg ikke nogens lærling, men jeg kan ikke lade være med at grine lidt af hele den danske, eller skulle jeg sige oldnordiske, approach til fotografuddannelsen.

Da jeg forlod fotografstudiet, var der en langt mindre venlig sjæl (læs: en god gammeldags jantelovsrytter) som sagde, at jeg ville få meget svært ved at få professionel anerkendelse, hvis jeg afbrød mine studier. Ja, måske i Danmark. Herovre er de pisseligeglade. I dag arbejder jeg som fotograf, billedredaktør og coach for andre fotografer.

Så der var flere grunde til, at jeg smilede lidt for mig selv, da jeg blev spurgt til min læreplads. Og det var med stor fornøjelse, at jeg kunne svare et rungende nej, og tag i øvrigt din svendeprøve og dit diplom og stik det skråt op.

Jeg var selvfølgelig høfligere end som så, men pointen var den samme.

Hele idéen om at strukturere fotografuddannelsen som en håndværkeruddannelse er totalt idiotisk. Fotografer er hverken tømrere eller elektrikere, og det er tydeligt (set udefra i hvert fald), at fotografuddannelsen er forsøgt presset ind i dette system, uanset hvor dårligt den passer. At bedømme hvorvidt en person er god nok til at kalde sig professionel fotograf, baseret på en svendeprøve, giver ingen mening for mig. Hvis jeg skulle hyre en fotograf til arbejde for mig, ville det aldrig falde mig ind at bede om at se et diplom. Lad mig se dit portfolie i stedet!

En anden ting er, at det ikke tager 4,5 år at lære at tage gode billeder. Det tager måske 2 år at lære den grundlæggende teknik, hvorefter resten er finpudsning. Hvis du skal bruge over 4 år for at lære at tage billeder, bør du nok i virkeligheden se dig om efter noget, du er bedre egnet til. For mig er den sidste halvdel af uddannelsen intet andet end slavelønsarbejde.

Jeg bliver også nødt til at nævne, hvor dårligt uddannelsen er gearet mod en fremtid, hvor stock hersker det kommercielle marked. Da jeg gik på uddannelsen, ville ingen tage microstock alvorligt – ingen af de kloge hoveder vidste noget om det. I dag står et hav af gammelskolefotografer og undrer sig over hvor alle deres jobs blev af. Tillad mig at svare: De billeder du ville have bonget kunden 40-50.000 kroner for, har hun allerede erstattet med stock licenser fra internettet til den svimlende sum af $50.

Så nej, jeg er ikke længere lærling, og jeg har ikke brug for jeres arkæiske diplom. Sov bare videre.