Stolt var jeg, da jeg endelig lancerede finaleafstemningen til Blogprisen 2007. Og lettet. Og glad. Men det holdt ikke længe, for selv om jeg havde testet alting på forhånd (og det virkede fint i test), undrede jeg mig over at der ikke var kommet en eneste stemme, efter at afstemningen havde været live i nogle timer. Det fik mig til lige at teste igen, og min værste frygt blev til virkelighed: Afstemningen virkede simpelthen ikke.
Jeg havde brugt et WordPress plugin til at sætte den op med, men så vidt jeg kan regne mig frem til, så var det mine omskrevne permalinks som ødelagde festen. Forvildet surfede jeg rundt efter en nem og nyttig erstatning for det fejlende plugin, men var ikke tilfreds med hvad jeg fandt. Tilbage var der kun at gøre det, jeg dels ikke er særlig god til og dels hader værre end pesten; jeg måtte kode skidtet selv.
Selvfølgelig gik jeg ud i verden og fandt et php-script som havde de grundlæggende ting, så jeg bare skulle tilpasse og gøre til, men alligevel var det en procedure som rev en hel arbejdsdag ud af kalenderen, og da jeg endelig var færdig og forsøgte at smække det på Blogmagasinets side, viste der sig at være et problem med et andet plugin. Og så var Rasmus’ tålmodighed brugt op. Heldigvis havde jeg allerede domænet, så nu ligger Blogprisens finaleafstemning på sin egen adresse. Det er ikke smukt, men det virker. Det er ikke perfekt, men det er så godt som jeg kan gøre det, med det tidspres jeg ikke kan undlade at føle.
Næste gang bliver jeg nødt til at alliere mig med folk som kan nogen ting, jeg ikke er så sej til. Ellers bliver der sgu ikke nogen Blogpris i 2008. Og nu vil jeg sætte mig til rette med en kølig Carlsberg og vente på at de første finalestemmer tikker ind.






[...] at læse mere om kampen for at få afstemningen tilbage, så har jeg skrevet et surt opstød på min personlige blog. Ellers kan jeg kun sige: Undskyld forsinkelsen og tak for tålmodigheden. (Ingen har stemt) [...]
Hm… Ingen kommentarfunktion ved dine hundrede… Så må jeg jo flashe for hele verden, at jeg da nåede igennem samtlige punkter, og at det naturligvis er, fordi jeg er hemmeligt (?) forelsket i dig. ;-D
Kigget med her længe – og véd, jeg kommer igen…! Gisp, der er mange sjove, interessante, finurlige detaljer at læse om her, synes jeg. (Eller måske har jeg ikke noget liv – dén mulighed eksisterer jo altid…) ;-)
Manic Monday : Tak for kommentaren og påmindelsen om, at jeg måske skulle tage at opdatere min 100 liste. Det er efterhånden nogen tid siden sidst. Det bliver et nytårsforsæt. :)
Jeg synes det er sejt, at du investerer så meget fritid i dette projekt, Rasmus. Det skal du have tak og et virtuelt skulderklap for :-)