Jeg læser ovre på Overskrifts Underskrift, at de har dannet partnerskab med mit hadewebhotel Surftown. Det mindede mig om at jeg skylder en afslutning på min egen historie med disse lyssky forretningsfolk. Altså Surftown, ikke overskrift.
Som ny kunde benyttede jeg mig af Surftowns umiddelbart gode løsning, som både var billig, tillod rigeligt med trafik og tilbød en fornuftig mængde serverplads. Det viste sig imidlertid at være fup, for ret hurtigt blev mine sites lukket ned eller filer blev slettet fordi der var for kraftig trafik på dem (ikke så fedt, hvis man f.eks. podcaster). Og det på trods af, at jeg aldrig kom tæt på min tilladte trafik-grænse. Løsningen var ifølge Surftown support at opgradere til deres erhvervsløsning, hvilket koster væsentligt mere.
Da det efter et år blev tid til at forny webhotellet, valgte jeg at opsige det i stedet, hvilket heller ikke viste sig at være så let. Dels skal man klikke på en lillebitte og kamufleret knap for at gøre det, dels var der en opsigelsesperiode jeg ikke var opmærksom på, fordi deres forretningsbetingelser ikke var at finde nogensteds.
Efter en meget lang debat, hvorunder jeg ganske simpelt nægtede at betale for endnu et års erhvervshosting, lykkedes det mig at få min løsning nedgraderet til det jeg oprindeligt havde bestilt (hvilket de normalt ikke tilbyder), men jeg var stadig bundet i endnu et år. Det år er nu næsten gået, og jeg har husket at trykke på den hemmelige opsigelsesknap i tide. Det eneste tilbageværende site, som ligger på Surftowns servere, vil snart få sin frihed.
Surftowns forretningsmetoder er klassisk bait-and-switch og selv om jeg synes det er fedt, at overskrift-drengene udvider med et hosting-partnerskab, vil jeg fraråde alle at flytte deres sites derhen. Personligt er jeg lykkelig for at være sluppet af med dem, også selv om det tog et år, og vil i stedet anbefale det amerikanske Dreamhost. Indtil videre har min oplevelse hos dem været langt bedre og væsentligt billigere.
Lad os håbe, dette bliver min sidste post om Surftown.






hvis man vil være på den sikre side, er det en god idé at sende en opsigelse skriftligt, eventuelt anbefalet, hvis man forudser problemer.
jeg har ingen erfaringer med surftown og har kun en enkelt gang haft besvær med en mindre udbyder, der havde verdens mest bøvlede opsigelsesrutine (først melde fra på et website for så nogle dage senere at modtage en mail med et link til et dokument man selv skulle udprinte, udfylde og efterfølgende lægge i postkassen samme dag, hvis man skulle overholde deres selvopfundne og intetsteds beskrevne betingelser…)
i de senere år har jeg udelukkende brugt one.com, men er pt. ved at flytte det hele over til gigahost (de tilbyder det samme plus muligheden af at have flere domæner liggende det samme sted således at prisen reelt bliver lavere – ikke at man kan kalde one.com for dyre…)
jeg har aldrig haft problemer med trafikken til trods for, at jeg ind imellem har oplevet voldsomme pukler med pdf-filer og den slags. men tak for advarslen.
Jeg er også på gigahost, og har været det i lidt over et år. Og det har været yderst tilfredsstillende. Nu har jeg så ikke lige så meget trafik på mine sider, som du ganske givet har, men jeg tror ikke det ville være noget problem hvis jeg havde.
Jeg vil tro at en amerikansk host, giver mening eftersom du opholder dig derovre, men skulle du få brug for en dansk host en dag, ville jeg ikke tøve med at anbefale gigahost.
Jeg kender ikke Gigahost, men ved at der er mange danskere som også er på Dreamhost. En af de dejlige ting ved nettet er jo netop, at det ikke betyder en fis om dit site er hostet i Ballerup eller Baltimore.
Jeg bruger også dreamhost. Klart det webhotel jeg har støt på der har flest features og som har haft bedste oppetid. Den ting jeg indtil videre har været allermest gladest for hos dreamhost, er at de understøtter SSH. Da jeg benytter Linux, giver dette nogle fantastiske muligheder i forhold til at tilslutte hele mit webhotel som en fuldstændig transparent og helt “almindelig” mappe, på min computer. Derudover understøtter det også alle mulige små ekstra fede tools som imagemagic (fordel for Typo3), Subversion (både som server og som util på ssh adgang) m.m.
Pointen er – at dreamhost har det største udvalg af muligheder, som jeg til dags dato har støt på. Eneste minus er de få sekunder det tager ekstra for internettets routere at finde frem til Californien.
På baggrund af Rasmus’ og andre brugeres vanskeligheder med opsigelse, har vi hos Surftown for nyligt ændret opsigelse og bindingsperiode i vores forretningsbetingelser.
http://blog.surftown.dk/?p=13
Ønsker man derfor ikke at forlænge sit webhotel, skal man nu blot forholde sig passivt og undlade at betale, hvorfor webhotellet så automatisk suspenderes og i sidste ende helt slettes.
God jul! :)
Dbh,
Thomas
Hej!
Jeg overvejer et skifte til Dreamhost, og vil meget gerne høre dine erfaringer og holdninger til det nu her en del år efter..?
- Kører du stadig med dem – og hvis nej: Hvad gik der galt?
På forhånd MANGE tak!
Christian : Ja, jeg er stadig kunde hos Dreamhost. Der har ikke været nogen problemer overhovedet (bortset fra 3-4 kortere episoder med nedetid, men det er i småtingsafdelingen). Jeg er fuldt ud tilfreds med deres service.