Surftown spøger stadig

Jeg har efterhånden skrevet en del om mine oplevelser med hostingfirmaet Surftown, og sidste gang troede jeg, at jeg havde sat det sidste punktum. Den post handlede om afslutningen på min tilknytning til Surftown som kunde, og da min hosting udløb d. 29/1, regnede jeg med, at så var det det.

Pludselig dukkede der søreme to mails ind ad brevsprækken. Det ene har emnet: “Flyt dine domæner til Surftown”. Det tror jeg så ikke, jeg har lyst til. Den anden fik mig så alligevel til at trække på smilebåndet, da jeg så at overskriften sagde: “VIP-Support – nu også til dig!”

Måske skulle jeg kontakte denne VIP-Support, og fortælle dem, at jeg altså har opsagt min konto. Eller har jeg? For som det gode menneske jeg er, besluttede jeg mig selvfølgelig for bare at afmelde mig nyhedsbrevet, i stedet for at genere de stakkels supportmedarbejdere. Maksimal gladhed for alle, tænkte jeg.

Men man skal bruge sit kundelogin for at afmelde sig nyhedsbrevet. Jeg troede ikke, jeg var kunde længere, men søreme om ikke min konto stadig var aktiv. Og jeg skulle ikke gennem meget mere end tre-fire skærmbilleder, for at afmelde omtalte nyhedsbreve og øvrige tilbud.

Klodset, vil jeg kalde det. Klodset at jeg overhovedet modtager e-mails, efter jeg har opsagt min konto. Klodset at jeg skal logge ind, for at rette denne fejl. Klodset at jeg efter login, skal finde frem til den underside, som indeholder afmeldingen. Så klodset, at det nærmest er komisk. Og det er derfor, jeg følte en trang til at skrive lidt mere, om hostingfirmaet jeg elsker at hade.

Gad vide om der er flere overraskelser på vej…

Lignende poster...

Kommentarer

  1. paul says:

    Skriv om dem du elsker at hade.

    Det kan virke. Jeg gjorde noget lignende da jeg lagde et klagebrev til vores udlejer ud på bloggen efter der ikke var sket noget i måneder. Senere da min kæreste gerne ville ind i gårdlauget, som bores ejendom er del af, så fik hun at vide af ejeren at det kunne kun ikke – “da vi skrev dårlige ting om dem på nettet”. (og der skulle eller kun stå om deres sports-sponsorater og andet godt image).

    Jeg tror de virker. Hvis folk er for selvfede til at læse klagemails, så googler de bestemt også sig selv.

  2. Hej igen, Rasmus

    Der er tale om automatiske promotion-nyhedsbreve. Jeg tager dine input med tilbage til marketingafdelingen og får det rettet, således at disse kke fremsendes til kunder, der har opsagt men stadig er aktive :)

    Dbh,
    Thomas

  3. Christian says:

    Hej Rasmus. Læser din blogs i ny og næ – specielt omkring emnet fotografi som har givet en del inspiration.

    Jeg kan dog ikke dy mig for lige at kommentere “hostingfirmaet du elsker at hade” – så meget at du lader adsense smider reklamer for Surftown på dit site :).

    Fortsat god dag – Bedste hilsner Christian

  4. Rasmus says:

    Christian : Hahaha! Det havde jeg ikke set. Det synes jeg egentlig er lidt sjovt.

  5. Hej Rasmus,

    Som du ved har danske hostingudbydere har længe været udskældt for begrebet ”Fri trafik”, som du også selv har været i karambolage med. Som jeg vist fik sagt da vi talte sammen omkring dine historier om os, lytter vi skam til kritikken.

    Så nu har vi endnu en overraskelse – faste trafikgrænser ;)

    Dbh,
    Thomas

  6. Rasmus says:

    Thomas : Min blog er ikke en reklamesøjle for Surftown. Hvis du poster flere kommentarer som ikke har direkte relevans for et indlæg, bliver du blokeret fra at kommentere her igen.

  7. Relevansen er da åbenlys.

  8. Rasmus says:

    Emnet er ikke åbent for debat. Jeg forbeholder mig retten til at redigere kommentarer som det passer mig, herunder også beslutte hvornår en kommentar kommer for tæt på reklame. Sker det én gang, får du en advarsel. Sker det igen, bliver det betegner som spam. Det må du leve med, hvis du vil lege med på kammeret.

  9. Det er jo helt hen i vejret den her børnehave.

    Du må gerne sprede dine lysthistorier om os, men vi må ikke tage til genmæle? Selv ikke når det er positivt og fuld ud relevant til dine oplevelser med Surftown.

    Hvis ikke du kan klare svar på tiltale og at vi reagerer på din kritik, vil jeg da undersøge at frigive hele din supporthistorie hos os, så alle kan se dine blogberetninger er meget farvede af din personlige holdning til os.

  10. Rasmus says:

    Hidtil har jeg ikke haft nogen problemer med nogen af de kommentarer, du har lagt her på bloggen, som genmæle på mine “lysthistorier”. Indholdet på min blog er selvfølgelig farvet af min personlige holdning. Det er en personlig hjemmeside, og det ville være underligt andet.

    Du er fortsat velkommen til at deltage i debatten, men jeg vil bede dig om at opføre dig ordenligt og i dette tilfælde respektere, at jeg ikke brød mig om din kommentar (som stadig er at finde ovenover, så mere diktatorisk er det altså heller ikke).

  11. [...] endnu en post om Surftown. Denne gang starter balladen med, at de annoncerer en ny feature i et kommentarspor her på bloggen. Efter at have læst den igennem, fandt jeg at forbindelsen til den post [...]

Tilføj kommentar