Via Dalager fandt jeg en vældig inspirerende artikel om den nye økonomi set fra en kunstners perspektiv. Dybest set forklares det hvordan man kan leve fornuftigt af sin kunst, selv om man ikke er mainstream eller kendis. Idéen er simpel: Ved at have en mindre gruppe dedikerede “fans”, som man tager godt hånd om og leverer en jævn strøm af materiale til, kan deres støtte være nok til at betale regningerne. Jeg læste artiklen og tænkte: Det er jo mig!
Hvis jeg kigger på mit eget liv, så har foto-arbejdet på den ene side og alle mine kreative produktioner på den anden. Jeg har ingen ambition om at blive fuldtidsmusiker, men det ville da være fedt nok at tjene et par håndører i ny og næ. På samme måde har jeg det med stort set alt andet, jeg render og laver. Og netop fordi jeg laver så mange ting, tager det en masse tid og fokus væk fra mit arbejde som fotograf (faktisk salg af billeder udgør kun omkring fjerdedel af min indkomst, resten kommer af at inspicere andres billeder, blogging og diverse), hvilket igen understøtter at en fan-støttet indkomst ville passe ganske fremragende til mig.
Ifølge artiklen er det nok at have 1000 af disse fans, hvis man skal leve af sin kreativitet. Ved fan menes en person, som uden tøven ville købe et af mine produkter, rejse langvejs fra for at høre mig spille/tale og så videre. Tusinde af dem er der meget lang vej til, men med fotograferingen i baglommen kunne jeg nok også klare mig med mindre. Realistisk set har jeg nok ikke meget mere end 3-4 af disse fans i øjeblikket, så lad os bare kalde det en langsigtet plan.
Men selv om det er en simpel plan, er den ikke uden forhindringer. Hvad betyder det f.eks. at jeg både skriver romaner og laver musik? Og hvad med podcasts? Og mine planer om videoproduktion og foto-bøger? For ikke at glemme komplikationen af at have en fod i to forskellige lande og kulturer.
Det ville helt sikkert være nemmere at finde mine fans i USA, dels fordi der simpelthen er flere mennesker, men også fordi amerikanerne efter min opfattelse generelt er hurtigere til at tage omni-kreative mennesker til sig. Måske er det noget jantelovsnoget, men samtidig kommer jeg jo ikke uden om at dansk er mit første sprog. Jeg elsker at skrive på dansk, og hvis jeg skal vælge én af de to, må det blive Danmark. Men behøver jeg overhovedet at vælge den ene frem for den anden?
Oven i alt dette kan du lægge alle de sædvanlige forhindringer, fra produktivitet (der skal jo noget fra hånden, hvis folks interesse skal holdes ved lige) til selvværd (er det jeg laver overhovedet godt nok?!). Men det er stadig en ny måde at se min kreativitet på, og en model som er fuld af muligheder. Måske var det noget, jeg kunne bruge mit nyeste domæne til?
I det mindste står der da ikke Under Construction på den skrigende tomme side ;-D
Skal den bruges til fans?
Jeg købte domænet i går, uden at have nogen planer for det. Bare fordi jeg synes det er et fedt domæne. Ultra Mega 2000! Så bliver det da ikke bedre, gør det? :)
Jeg glæder mig til at se, hvad du kan trylle frem på dit nye domæne…
Med hensyn til dine tanker om privat kunstnerstøtte – tja, det er da et forsøg værd. Det med at du breder dig over så meget kan måske ligefrem være en fordel, i og med at du så når ud til flere mennesker (potentielle finansielle støtter). Hvis du kun skrev eller tog billeder ville fanskaren jo begrænses til dem, der kunne lide det du skrev / de billeder du tog. Men jeg kan godt følge dig – faren er selvfølgelig, at du aldrig når toppen af poppen inden for et enkelt felt. Men det gør vel heller ikke noget, så længe du kan nøjes med at være fremragende til det, du laver?
Som kunstner er man vel også nødt til at tænke kreativt, når det drejer sig om at få penge på kontoen. Go for it. Jeg køber gerne et billede eller to.
[...] et tegn på at vi befinder os i en overgangsperiode. Der er flere og flere kunstnere, som vælger en anden vej end den traditionelle, og det giver god mening, når man tænker på, at man i det nærmeste skal [...]
[...] af kunstneren Momus tilbage i 1991. Med al den snak om lange haler og ægte fans (som jeg selv har blogget om tidligere), kunne det godt se ud som om at fremtiden er ved at være her, og at vi allesammen har [...]