Enhver som har læst med her i mere end et par uger, ved at jeg er mand med mange jern i ilden. Sådan kan jeg lide det, sådan får jeg mest muligt fra hånden. Men samtidig ved jeg udmærket, at mange af projekterne efterhånden bliver sorteret fra igen. Nogle af dem efter jeg har lagt en masse energi i dem. Det generer mig ikke, for jeg lærer noget hver gang.
Sidste år startede jeg Blogprisen og kørte det igennem fra start til slut med stor succes. Det viste sig hurtigt at være en større opgave end forventet, og flere gange undervejs var jeg ved at give op. Men det endte som bekendt godt, hundredevis af stemmer faldt, der blev doneret fede præmier, kåret en vinder og alt det dér. Og samtidig erklærede jeg, at hvis der skulle uddeles en pris i 2008, skulle der flere hænder til.
Blogprisen er et eksempel på et projekt, som let kunne have gået i ged undervejs, men som i kraft af projektets modtagelse blev kørt igennem. Det var sjovt og lærerigt i retrospekt, men undervejs til tider også drønkedeligt og opslidende. Desværre var der kun én person som sprang til og var frisk på at hjælpe med en opfølger, så i skrivende stund er jeg tilbøjelig til at lade Blogprisen være en engangsforestilling eller overlade det til andre helt og holdent. I det mindste fik jeg bevist, at der er en masse bloggere derude, som er vilde med idéen — i det mindste hvis de kan nøjes med at deltage med nomineringer og afstemning. Jeg gerne ville se Blogprisen vokse sig større, men jeg nåede mit personlige mål, da jeg annoncerede resultatet for 2007, og det er jeg godt tilfreds med.
I øjeblikket er jeg fokuseret på tre kreative projekter: En fotobog/udstilling om Seattle; nok mit mest ambitiøse projekt til dato. Bl.a. har jeg hyret en assistent til at finde og screene egnede emner, og i alt regner jeg med at investere $3-4000 i projektet, inden det er klart til at blive vist frem. I næste måned begynder skriveriet på min næste roman, som indtil videre ikke har nogen titel men ellers er klar til at blive skrevet, og sidst men ikke mindst er Onky gået i gang med et nyt musikprojekt.
Ingen af de tre projekter kommer med nogen kommerciel forventning. Det er tvivlsomt, at jeg kommer til at tjene min investering hjem fra Seattle-projektet, romaner bliver man ikke rig af at skrive og musikken har altid været mest for sjov. Men jeg prioriterer dem alligevel højt af to grunde. Dels repræsenterer de min passion for at skabe og fortælle historier, dels ser jeg dem som en langtidsinvestering. Hvis jeg nogensinde vil kunne leve 100% af min kreativitet, må jeg først og fremmest være produktiv og turde satse både tid og penge.
Med dette udgangspunkt vælger jeg i dag, hvilke projekter jeg vil arbejde på i morgen. Det er ikke noget let valg at leve på den måde (det sker at jeg spørger mig selv, hvorfor jeg ikke bare kan være tilfreds med et stabilt, almindeligt arbejde, men jeg mener det aldrig rigtigt). Til gengæld bliver det lettere og lettere med tiden, at se hvilke projekter der er værd at investere i, og at gisne om hvor stor en investering de hver især vil kræve. Og Blogprisen? Den er ikke afskrevet fuldstændig, men omvendt har den ikke nogen høj placering på min prioriterede projektliste.
[...] Rasmus Rasmussen opgiver projekt: Det var for kedeligt. [...]