Jeg er lige blevet færdig med at indspille backingvokaler til et nyt Onky-nummer. Det hedder Stormen og handler om den slags uvejr der lige så godt kan rase indeni som udenfor. Den er en af kun tre, der er noget der minder om færdige, men i alt har vi i skrivende stund 16 tekster, hvoraf størstedelen har en eller anden form for musik med. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ret stolt af dette projekt. Det tegner allerede til at overgå alt Onky tidligere har leveret, både musikalsk og produktionsmæssigt.
Jeg har musik på hjernen i dag. Det er en del af en nærmest manisk fase, hvor jeg hele tiden har en fornemmelse af, at jeg burde skabe et eller andet. Hvad enten det er en sangtekst, et computerprogram eller den artikel, jeg egentlig burde skrive på.
Der er også bøgerne, jeg gerne vil læse. De ligger her og kigger på mig. De ved ved alt om min dårlige samvittighed over, at det tager længere end normalt at komme igennem dem. Det er ikke deres skyld, siger jeg. Det er mig. Jeg fokuserer skarpt men holder ikke koncentrationen. Men som det ofte er med den slags undskyldninger, rækker mine ord ikke langt. Bøgerne ligger bare der med deres bebrejdelser.
I dag var det musikken det gik ud over, i går var det programmering. Jeg ved ikke, hvad jeg arbejder på i morgen. Sådan ser min hverdag ud lige nu, med enkelte faste ritualer blandet ind. Det er både en fed og en lidt underlig fornemmelse, for der er en masse kreativ energi og inspiration i luften, men også en flyvskhed og en svag tvivl på, om det nu også er smart. Når bølgen lægger sig igen, skal det blive interessant at kigge tilbage, og se hvor disse kreative spredhagl ramte oftest og bedst. Og om fornuften alligevel får det sidste ord.
Nej. Lad bare haglene ramme hvor de vil.
