“Hey, jeg rejser om et par dage. Vil du have nøglerne tilbage imens jeg er væk?”
“Det går nok, du er jo kun væk i et par uger.”
Samtalen er imellem mig selv og Palle, fra min sidste vagt på Märkbar i 2005. Jeg kom aldrig tilbage til hverken København eller baren, som havde været et fast holdpunkt i mit liv, siden jeg første gang gik derned i foråret 1999. Tak Tom, fordi du foreslog ‘det nye sted’ dengang.
Jeg tillader mig denne lille mængde nostalgi, for i år fejrer Märkbar sit 10 års jubilæum (et år forsinket er helt i stedets ånd). Jeg går glip af festen, desværre, men vil nu alligevel skænke mig selv en Fernet Branca, og skåle for denne lillebitte oase, i en kælder på Vesterbro.
Først og fremmest vil jeg skåle for Palle, hvis nøgler jeg stadig har et sted (undskyld). Märkbar var hans baby. Selv om der siden er kommet en ny ejer, så var det Palles vision der blev til stedets særegne magi. Så vidt jeg husker, summerede han det således: “Jeg tænkte, at der da måtte være andre end mig, som godt ville have en rigtig bar med god musik.” Og det var der.
Og så skal der skåles for Bof. Os der kendte ham, savner ham stadig. Han var Märkbars førstemand, hønemor og søvnigste festabe på én og samme tid. Den eneste, han ikke kunne tage vare på, var ham selv. Hvil i fred, min ven.
De fleste minder fra Märkbar er gode. Introduktionen til de finske kult-rockere, 22 Pistepirkko, som kort efter jeg var begyndt at komme dernede, spillede hele to koncerter. Så bliver det ikke meget mere intimt, eller magisk, og det var absolut en af de fedeste koncertoplevelser i mit liv. Jeg var også sammen med den finske trio på Märkbar, da nyheden kom om, at det første tårn i New York var blevet ramt af en flyvemaskine.
Og jeg har selv spillet på Märkbar! Et par gange stillede vi lidt gear op og larmede i en times tid. Det lød sikkert forfærdeligt, men det var der plads til alligevel. Da min debutroman, Det perfekte offer, udkom, holdt jeg selvfølgelig reception på Märkbar. Jeg har et foto af Bof og min gamle farmor sammen; en kombination af mennesker, jeg aldrig havde forestillet mig.
Og så var der den barvagt i December, hvor det stormede så voldsomt at hele facaden blæste af, og vi balancerede en stige i stormen for at redde det lille lysskilt.
Jeg har mødt flere spændende mennesker i den lille kælder, end noget andet sted, jeg har frekventeret. Mængden af ny musik, jeg opdagede eller blev introduceret til dernede, er næsten på størrelse med antallet af branderter.
Tak for det hele, Märkbar, for weissbier og rockmusik, tømmermænd og engangsknald, venskaber og oplevelser. Tillykke med fødselsdagen.
“Lækker fløde på toppen, dér.”
ja det er en fin bar :) og du gik desværre glip af en heftig 10 års fødselsdag hvor magtens korridorer påviste at ja – de er blevet for store til at spille derinde :)
En heftig fødselsdag i den grad!
Sætningen som “sild i en tønne” har jeg kun brugt når jeg har stået i en menneskemængde foran orange scene, og har forladt en koncert med et brækket ribben.
men den sætning har fået en fuldstændig ny betydning efter denne aften. Hold. Op. Med. Mennesker.
Det jeg husker var fantastisk, og det jeg har drukket væk i fernet og øl, er jeg ganske sikker på var lige så fantastisk.