Godt og Blandet

Rollespil 2.0?

Jeg er gået totalt i nørd-mode og har kastet mig ind i Dungeons & Dragons med en ildhu, jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Der er ingen anden konklusion at drage, end at jeg må have trængt til det. Og jeg er tilsyneladende ikke den eneste.

Ud over mig, er der fem andre spillere i gruppen. Vi har kun spillet to gange og er ikke engang igennem første eventyr, men ved siden af selve spillet er der kommet en hel masse andet ud af det. Jeg følte mig inspireret nok til at starte en D&D blog, som en slags offentlig notesbog i forbindelse med kampagnen, udgivet i takt med at spillet udvikler sig. Hvis andre har lyst til at læse med og/eller lade sig inspirere, er det bare ren bonus.

Og apropos andre, så er jeg er ikke den eneste, som har valgt at overføre sine spilnoter til nettet. Paula, som spiller den elviske ranger Eremia, har oprettet en online journal. Det samme har min egen bedre halvdel, Kelly, i rollen som Adarra Starhand. Må Pelors lys følge hende. Vi har naturligvis også en Flickr gruppe, og jeg hører rygter om, at der er en fjerde spiller som også fører journal og overvejer at lægger den på nettet.

Med den slags entusiasme bliver inspirationen selvforstærkende, som på ethvert andet team. Selv lommeanalyserer jeg mig frem til, at dette er første gang i lang tid, jeg har haft et projekt kørende bare for sjov skyld, og ikke som led i en eller anden plan for at fremme mit liv og levned. Det skader nok heller ikke, at der er der er den ekstra dimension med, at vi som spillere får lov at læse med i hinandens noter og forlænger spillet på en ny og utiltænkt måde. Så bliver vinteren lidt varmere (og her vil jeg i øvrigt lige blære mig med, at vi i Seattle har haft varmerekord hele vinteren og der er allerede blomster på træerne. Øv bøv).

Det er edderrådme nørdet. Men på den fede måde.

Spil Højt

En ven af familien havde for vane at sige de to ord som afskedshilsen til mig, hver gang han havde været på besøg hos mig og min far. Spil højt.

Nu er det efterhånden en del år siden, vi sidst så hinanden, men jeg tænker af og til på denne umiddelbart simple opfordring. Som en ung og uskyldig knægt, der stadig var ved at lære at spille guitar og knap nok begyndt at skrive sange selv, var det et råd der var til at tage og føle på. Og i denne direkte fortolkning er rådet oven i købet et rigtig godt et, for det lyder nu engang federe, når både spade og forstærker får lov at spille med musklerne.

Men det fede er, at det kan overføres til så meget andet i livet. Spil højt betyder, at du ikke skal være bange for at gå derud, hvor den store belønning venter. Hvis du tør spille højt, vil du opdage at det ikke bare lyder, men også føles federe. Som når man kan mærke bassen trykke i mellemgulvet ved en koncert, eller når hjertet springer et slag over i forelskelse. De oplevelser får du ikke, hvis du klimter stille i et hjørne med lukkede øjne og ørebøffer.

Spil højt. Spil højt! Hvad end din musik og dit instrument måtte være.

Carsten, som familienvennen hedder, er i øvrigt digter og pissegod til at koge alting ned til essensen. Jeg ved ikke om han selv er klar over det, men jeg synes sgu at det er rimelig godt ramt med kun to ord. Tak, Carsten.

Back to Basics

Det gamle KammeretKammeret har ligget død. Så død, at jeg overvejede at hive stikket ud. Som jeg har gjort det med flere andre af mine online projekter. På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg ikke behøvede at føle mig forpligtet til at vedligeholde noget for vedligeholdelsens skyld. Men Kammeret er her endnu, for det er stedet jeg skriver, når jeg skriver på dansk.

Det sker bare ikke så tit.

Farverne er fjernet fra Kammeret. Det samme er en masse andet gejl. Jeg lod mig med vilje forsvinde fra den danske blogosfære, efter blogpris og magasin. Begge var fede projekter, men jeg brændte ud på dem. Det var for besværligt at lave en podcast om den danske blogosfære, når jeg selv sad i Seattle, og hvis jeg skal være ærlig, så blev jeg sgu lidt træt af podcast mediet.

Så jeg er gået tilbage til rødderne. Nu er kammeret malet hvidt. Det reflekterer at jeg er gået ind i en ny fase. På sin vis er jeg blevet mere voksen, også på den ærgerlige måde. Beslutningerne bliver tungere men indsigten også dybere. Og det bliver tid til at ryste det gamle af og lade det nye komme til.

Så velkommen til det nye, klare Kammer, og farvel til det gamle overdådige (og lad os indrømme det, efterhånden lidt forældede) look. Det er back to basics, på godt gammelt dansk.