Mig, mig, mig!

Omslagsblues

Jeg er gået i stå med ikke mindre end to bogprojekter. Begge er selvudgivelser og begge har samme problem: De mangler et omslag. Der stopper lighederne til gengæld også.

Den Store Plan er historien om en ung mand og hans venner, i årene op til hans 30 års fødselsdag. En dag han ser frem til, som løsningen på alle livets problemer. Det er en roman på dansk, og jeg overvejer at lave to versioner. En gratis e-bog, som vil være tilgængelig via Kammeret, og en print-on-demand version, som de der har lyst, kan vælge at købe.

Bog nummer to er print-on-demand udgaven af min populære artikelserie om stock foto, “The Microstock Photographer’s Guide“, på den engelsksprogede. Bogen er udvidet og redigeret klar til udgivelse via Amazons print-on-demand service, CreateSpace.

Begge bøger har ligget klar i månedsvis, fordi jeg ikke kan beslutte mig for, hvad der skal være på de respektive forsider. Det er da lidt bizart, indrømmer jeg gerne. Ulempen ved at have mange jern i ilden, og samtidig være sin egen chef, er risikoen for at springe videre til det næste, så snart et projekt bliver besværligt. Fint nok, at jeg sådan kan træde et skridt tilbage og lære noget af min situation. Ikke at det løser problemet, men jeg har hørt at første skridt skulle være at erkende problemets eksistens, så måske er der håb endnu.

Rollespil 2.0?

Jeg er gået totalt i nørd-mode og har kastet mig ind i Dungeons & Dragons med en ildhu, jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Der er ingen anden konklusion at drage, end at jeg må have trængt til det. Og jeg er tilsyneladende ikke den eneste.

Ud over mig, er der fem andre spillere i gruppen. Vi har kun spillet to gange og er ikke engang igennem første eventyr, men ved siden af selve spillet er der kommet en hel masse andet ud af det. Jeg følte mig inspireret nok til at starte en D&D blog, som en slags offentlig notesbog i forbindelse med kampagnen, udgivet i takt med at spillet udvikler sig. Hvis andre har lyst til at læse med og/eller lade sig inspirere, er det bare ren bonus.

Og apropos andre, så er jeg er ikke den eneste, som har valgt at overføre sine spilnoter til nettet. Paula, som spiller den elviske ranger Eremia, har oprettet en online journal. Det samme har min egen bedre halvdel, Kelly, i rollen som Adarra Starhand. Må Pelors lys følge hende. Vi har naturligvis også en Flickr gruppe, og jeg hører rygter om, at der er en fjerde spiller som også fører journal og overvejer at lægger den på nettet.

Med den slags entusiasme bliver inspirationen selvforstærkende, som på ethvert andet team. Selv lommeanalyserer jeg mig frem til, at dette er første gang i lang tid, jeg har haft et projekt kørende bare for sjov skyld, og ikke som led i en eller anden plan for at fremme mit liv og levned. Det skader nok heller ikke, at der er der er den ekstra dimension med, at vi som spillere får lov at læse med i hinandens noter og forlænger spillet på en ny og utiltænkt måde. Så bliver vinteren lidt varmere (og her vil jeg i øvrigt lige blære mig med, at vi i Seattle har haft varmerekord hele vinteren og der er allerede blomster på træerne. Øv bøv).

Det er edderrådme nørdet. Men på den fede måde.

Gensyn med Dungeons & Dragons

Set for the Weekend...Jeg gik i 4.-5. klasse, da jeg første gang åbnede en Dungeons & Dragons regelbog. Det blev til mange års oplevelser, nye venskaber og rejser. I årenes løb har jeg spillet flere forskellige rollespil, end jeg kan huske, og gode gamle D&D blev med tiden skubbet i baggrunden.

Men på søndag starter jeg en ny kampagne, og jeg glæder mig til nok en gang at fortælle fantastiske historier om eventyrlystne helte, oldgamle myter og magiske skatte i fællesskab. For det er lige præcis det, jeg allerbedst kan lide ved rollespil. Det er ligesom at sidde rundt om lejrbålet og finde på en rigtig god røverhistorie — sammen. Og dér kan hverken computerspil eller barhopping konkurrere.

Jeg samlede rollespil op igen, efter jeg havde været på udkig efter en måde at socialisere på, som ikke har med computere at gøre (hvis du som jeg kigger på en skærm det meste af dagen, forstår du hvad jeg mener), og som var socialt uden nødvendigvis at skulle give mig tømmermænd næste dag.

Tilbage i 2006 blev jeg for første gang, siden jeg flyttede til USA, ramt af trangen til at spille igen, men det lykkedes mig aldrig at samle en gruppe spillere. Siden da er der kommet en ny udgave af D&D, som er væsentligt mere strømlinet og velbalanceret end det gamle spil. Om det har noget med det at gøre eller ej ved jeg ikke, men denne gang har jeg spillere i overflod.

Det er næsten som at være 13 igen!