Salgshandicappet

Jeg snakkede med en kammerat, om det at leve som selvstændig uden konstant højt blodtryk og stress over især penge. Mit problem, sagde han, var at jeg solgte min service for billigt. Det kunne jeg ikke benægte, eftersom jeg altid ser ud til at leve på kanten af økonomisk ruin – selv når jeg arbejder røven ud af bukserne.

Han fulgte op med at spørge, om det var fordi jeg ikke anså mit arbejde som værende høj nok kvalitet, til at konkurrere med mine dyrere konkurrenter. Den tænkte jeg over i nogle dage, men det var ikke dér skoen trykkede. Faktisk synes jeg tit mit arbejde er langt bedre, end det folk betaler i dyre domme for.

Så jeg tog imod udfordringen, regnede på det og lancerede ved begyndelsen af året nye, justerede priser. Ikke overraskende holdt telefonen hurtigt op med at ringe. Det var ventet, fordi jeg nu henvender mig til en helt ny kundegruppe. Og her kommer så åbenbaringsøjeblikket.

Det gik op for mig, at det er min aversion mod selve det at skulle jagte kunder, som holder mig tilbage. De kommer rendende af sig selv, når man enten giver sit arbejde væk eller sælger det for håndører, men så snart du konkurrerer med de dyre drenge, skal der skrues op for salgsblusset.

At skulle agere sælger suger sjælen ud af mig, gør mig deprimeret og fjerner enhver lyst til overhovedet at arbejde. Det er et problem, og den eneste umiddelbare løsning er, at få noget hjælp udefra. Det er ikke meget at arbejde med, men trods alt et skridt i den rigtige retning.

Så nu prøver jeg så at få et tag på den udfordring.

Fotografuddannelsen i DK er til grin

Jeg fik en e-mail fra en sikkert venlig sjæl i Danmark, som på vegne af journalistforbundet spurgte, om jeg stadig var i lære som fotograf. Det satte en masse tanker i gang, for selvfølgelig er jeg ikke nogens lærling, men jeg kan ikke lade være med at grine lidt af hele den danske, eller skulle jeg sige oldnordiske, approach til fotografuddannelsen.

Da jeg forlod fotografstudiet, var der en langt mindre venlig sjæl (læs: en god gammeldags jantelovsrytter) som sagde, at jeg ville få meget svært ved at få professionel anerkendelse, hvis jeg afbrød mine studier. Ja, måske i Danmark. Herovre er de pisseligeglade. I dag arbejder jeg som fotograf, billedredaktør og coach for andre fotografer.

Så der var flere grunde til, at jeg smilede lidt for mig selv, da jeg blev spurgt til min læreplads. Og det var med stor fornøjelse, at jeg kunne svare et rungende nej, og tag i øvrigt din svendeprøve og dit diplom og stik det skråt op.

Jeg var selvfølgelig høfligere end som så, men pointen var den samme.

Hele idéen om at strukturere fotografuddannelsen som en håndværkeruddannelse er totalt idiotisk. Fotografer er hverken tømrere eller elektrikere, og det er tydeligt (set udefra i hvert fald), at fotografuddannelsen er forsøgt presset ind i dette system, uanset hvor dårligt den passer. At bedømme hvorvidt en person er god nok til at kalde sig professionel fotograf, baseret på en svendeprøve, giver ingen mening for mig. Hvis jeg skulle hyre en fotograf til arbejde for mig, ville det aldrig falde mig ind at bede om at se et diplom. Lad mig se dit portfolie i stedet!

En anden ting er, at det ikke tager 4,5 år at lære at tage gode billeder. Det tager måske 2 år at lære den grundlæggende teknik, hvorefter resten er finpudsning. Hvis du skal bruge over 4 år for at lære at tage billeder, bør du nok i virkeligheden se dig om efter noget, du er bedre egnet til. For mig er den sidste halvdel af uddannelsen intet andet end slavelønsarbejde.

Jeg bliver også nødt til at nævne, hvor dårligt uddannelsen er gearet mod en fremtid, hvor stock hersker det kommercielle marked. Da jeg gik på uddannelsen, ville ingen tage microstock alvorligt – ingen af de kloge hoveder vidste noget om det. I dag står et hav af gammelskolefotografer og undrer sig over hvor alle deres jobs blev af. Tillad mig at svare: De billeder du ville have bonget kunden 40-50.000 kroner for, har hun allerede erstattet med stock licenser fra internettet til den svimlende sum af $50.

Så nej, jeg er ikke længere lærling, og jeg har ikke brug for jeres arkæiske diplom. Sov bare videre.

10 år med Märkbar

markbar10aar“Hey, jeg rejser om et par dage. Vil du have nøglerne tilbage imens jeg er væk?”

“Det går nok, du er jo kun væk i et par uger.”

Samtalen er imellem mig selv og Palle, fra min sidste vagt på Märkbar i 2005. Jeg kom aldrig tilbage til hverken København eller baren, som havde været et fast holdpunkt i mit liv, siden jeg første gang gik derned i foråret 1999. Tak Tom, fordi du foreslog ‘det nye sted’ dengang.

Jeg tillader mig denne lille mængde nostalgi, for i år fejrer Märkbar sit 10 års jubilæum (et år forsinket er helt i stedets ånd). Jeg går glip af festen, desværre, men vil nu alligevel skænke mig selv en Fernet Branca, og skåle for denne lillebitte oase, i en kælder på Vesterbro.

Først og fremmest vil jeg skåle for Palle, hvis nøgler jeg stadig har et sted (undskyld). Märkbar var hans baby. Selv om der siden er kommet en ny ejer, så var det Palles vision der blev til stedets særegne magi. Så vidt jeg husker, summerede han det således: “Jeg tænkte, at der da måtte være andre end mig, som godt ville have en rigtig bar med god musik.” Og det var der.

Og så skal der skåles for Bof. Os der kendte ham, savner ham stadig. Han var Märkbars førstemand, hønemor og søvnigste festabe på én og samme tid. Den eneste, han ikke kunne tage vare på, var ham selv. Hvil i fred, min ven.

De fleste minder fra Märkbar er gode. Introduktionen til de finske kult-rockere, 22 Pistepirkko, som kort efter jeg var begyndt at komme dernede, spillede hele to koncerter. Så bliver det ikke meget mere intimt, eller magisk, og det var absolut en af de fedeste koncertoplevelser i mit liv. Jeg var også sammen med den finske trio på Märkbar, da nyheden kom om, at det første tårn i New York var blevet ramt af en flyvemaskine.

Og jeg har selv spillet på Märkbar! Et par gange stillede vi lidt gear op og larmede i en times tid. Det lød sikkert forfærdeligt, men det var der plads til alligevel. Da min debutroman, Det perfekte offer, udkom, holdt jeg selvfølgelig reception på Märkbar. Jeg har et foto af Bof og min gamle farmor sammen; en kombination af mennesker, jeg aldrig havde forestillet mig.

Og så var der den barvagt i December, hvor det stormede så voldsomt at hele facaden blæste af, og vi balancerede en stige i stormen for at redde det lille lysskilt.

Jeg har mødt flere spændende mennesker i den lille kælder, end noget andet sted, jeg har frekventeret. Mængden af ny musik, jeg opdagede eller blev introduceret til dernede, er næsten på størrelse med antallet af branderter.

Tak for det hele, Märkbar, for weissbier og rockmusik, tømmermænd og engangsknald, venskaber og oplevelser. Tillykke med fødselsdagen.

“Lækker fløde på toppen, dér.”