Det er mere end fire år siden jeg tog til USA for at feriere den i et par uger. Fire år er lang tid, og selv om jeg har gjort hvad jeg kan for at følge med i, hvad der foregår i lille Danmark, er der sket et skift. Der er flere grunde til det, men mest at alt skyldes det, at jeg efterhånden har opbygget et netværk herovre, og ikke overraskende er mit danske netværk smuldret i mit fravær.
Jeg har altså valgt at fokusere min energi på det land jeg lever i, frem for det land jeg kommer fra. Det er sket i takt med at efterspørgslen efter mit arbejde og min person har vokset sig større, end det samme er tilfældet i Danmark. Mit personlige udbud, altså den energi jeg har at dele ud af og min produktion af kreative værker, er imidlertid uændret. Jeg leverer hvad jeg kan, når jeg kan. Og altså til det “marked” der viser størst interesse.
Enkelte læsere vil vide, at jeg har været særdeles aktiv på Twitter og opdateret min engelske blog med artikler cirka ugentligt, imens Kammeret har samlet støv. Det skyldes direkte, at den danske blog har været for nedadgående i månedsvis alligevel, og frem for at kæmpe en kamp op ad bakke, gav det mere mening at rette opmærksomheden derhen, hvor læserne var.
Den store åbenbaring kom da det gik op for mig, hvor meget jeg ville blive nødt til at fedte for forlagsbranchen i Danmark, hvis jeg vil supplere min indkomst med fiktion. Der er så få håndører i at skrive, at det ikke giver mening, når jeg sammenligner det nødvendige røvslikkeri med udbyttet deraf. Fjernes den dårlige smag i munden, og den tid og energi førnævnte slikken kræver, kan det næsten bedre betale sig at selvudgive på engelsk. Den konklusion slog mig ud af kurs i lang tid, især fordi jeg holder ufatteligt meget af vores lille sprog. Alligevel fik det mig til, rent kreativt, at vende Danmark ryggen.
Og at jeg ikke skal slås mod janteloven i tide og utide er ærlig talt en befrielse.
Nu skal det ikke forstås som, at jeg pludselig er blevet anti-dansk, eller at jeg bare er superbitter over ikke at være verdensberømt i klodens kolonihave. Det er i virkeligheden mere nøgternt end som så: Lige nu kan det bedst betale sig at fokusere på USA.
Hvad går jeg så efter? Ikke så meget, i virkeligheden. Jeg drømmer hverken om rigdom eller berømmelse. Jeg vil bare gerne nå et punkt, hvor jeg ikke lever med røven i vandskorpen hele tiden, men kan leve rimeligt af min produktion. Rimelighed, i denne sammenhæng, definerer jeg således: Nok til at dække de faste udgifter og måske spare en lille smule op.
Der er lang vej endnu, uanset hvordan man vender og drejer det. Kompromiser og selvopofringer er uundgåelige elementer på vejen; der har været mange allerede, men det bliver for meget på en gang, hvis jeg prøver at etablere mig på to kontinenter samtidig. Jeg følte, at jeg var tvunget til at prioritere det ene “hjem” højere end det andet, og blev et eller andet sted nok overrasket over, hvor let valget var at træffe, da det kom til stykket.
Det har taget mig godt og vel to uger at skrive dette indlæg. Undervejs har jeg spekuleret på, hvorvidt mine ord ville blive misforstået, tolket som en smækken med døren eller et surt opstød. Det er ingen af delene. Først var det ment som en slags forklaring på, hvorfor der har været så stille på min blog, men det udviklede sig til at handle om mine personlige mål, og til dels splittelsen mellem de to kulturer.
Et af mine mål er i øvrigt stadigvæk at komme hjem hurtigst muligt. Nu hvor jeg må rejse når jeg vil, er det vanvittigt frustrerende ikke at have råd. Der er en vis ironi i, at jeg afskriver fokus på Danmark, så jeg kan spare op til at tage derhen.
