Efter mange lange overvejelser er det blevet til, at jeg udgiver min seneste dansksprogede roman, “Den Store Plan”, selv. Det har jeg valgt at gøre, fordi jeg ganske simpelt ikke har lyst til at “netværke” mig frem til en kontrakt med et forlag. Det er for opslidende i forhold til udbyttet, og hvad vigtigere er: Jeg vil selv!
Det jeg går glip af, ved ikke at blive ved med at gå efter forlagene, er anmeldelser og bibliotekspenge. Med mindre man er helt uhyggelig heldig, er der ikke de store penge at tjene som forfatter alligevel, og det er heller ikke derfor jeg skriver.
Der var engang, hvor jeg mente at selvudgivede bøger var for folk, som enten ikke var gode nok til at finde et rigtigt forlag, havde for snævert et emne at skrive om eller manglede selvtilliden til at sende deres arbejde ind. Den holdning har ændret sig i takt med, at jeg har lært mere om hvordan forlagene fungerer. Forlagene er ikke garanter for kvalitet, og når en redaktion skal beslutte om en bog er udgivelsesværdig, afhænger det både af den anslåede salgbarhed, hvad der ellers er planlagt af udgivelser og selvfølgelig hvilken stil og genre forlaget går efter. Typisk læses værket først af en enkelt redaktør, og hvis hun kan lide hvad hun ser, bliver bogen vurderet igen ved et bredere redaktionsmøde. Først en personlig vurdering, dernæst en forretningsmæssig. Det gider jeg ikke. Jeg vil fortælle mine historier uafhængigt, og når de er klar til at blive komme ud i verden, skal deres skæbne ikke afgøres af en flok fremmede under et møde, jeg ikke engang selv er inviteret med til.
Ligesom maleren, der maler de malerier over han ikke er tilfreds med, kasserer jeg selv de historier der ikke er gode nok. Det sker jævnligt, men når jeg endelig færdiggør et værk, giver det ikke mening at lade en anden afgøre om det også skal udgives. Det passer ikke ind i min måde at tænke på, i hvert fald, og forekommer ligefrem gammeldags og en kende arrogant.
“Den Store Plan” blev kun sendt til et enkelt forlag. Det tog dem som forventet en evighed at sende et standardsvar tilbage. Jeg kunne nemt have ventet 2-3 år, hvis jeg havde fortsat med at sende den rundt – for man må jo kun sende til et enkelt forlag ad gangen. Romanen tog i forvejen et par år at skrive, og jeg har altså for mange jern i ilden til at gide 5 års ventetid på et produkt der måske sælger 6-700 eksemplarer.
Da forlaget afviste den, var min umiddelbare reaktion vrede. Så sur blev jeg, at jeg ganske simpelt droppede Danmark som seriøst marked for mit arbejde. Først droppede jeg alle igangværende skriveprojekter på dansk (en roman og en foto bog). Efterfølgende holdt jeg op med at skrive sangtekster, og bloggen her gik til sidst også i koma. Et års tid fik “Den Store Plan” lov at ligge i skuffen, imens jeg overvejede dens og min fremtid.
Vreden er så småt blevet afløst af indsigt. Lige nu vil jeg lave hvad jeg har lyst til, smide det på nettet og glemme alt om den traditionelle måde at gøre tingene på. Med tiden håber jeg, at få lavet nok gode ting til, at der er mere eller mindre faste aftagere til mit arbejde. Hvis jeg havde mulighed for det, hyrede jeg gerne en til at hjælpe salget på vej for mig, men på mine vilkår. Det er rent økonomisk cirka lige så usundt, som det ville være at gå den traditionelle vej, men min indre rebel (som aldrig har ligget særlig langt under overfladen) synes det uendeligt meget federe at gøre det selv. Hvis der nogensinde igen udkommer en bog af mig på et dansk forlag, er det enten fordi de har taget kontakt til mig eller at jeg har fået en agent. Jeg har sgu for travlt til selv at ligge og rode med dem.
Næste skridt er at sætte bogen op i det rigtige format, designe et cover og måske lige køre den hurtigt igennem en allersidste gang. Så ryger den på lulu eller tilsvarende, får et ISBN nummer og kommer i digital distribution. Der kommer flere blogposter om “Den Store Plans” lille udgivelse.
