For nogen tid siden dumpede der en besked ind fra Klaus Johansen, som spurgte om jeg ikke ville indtale et minuts et-eller-andet til ham. Eftersom han tidligere har brugt mit talte ord på fornuftig vis, slog jeg til med det samme, uden at vide hvad projektet egentlig gik ud på (og det ved i øvrigt stadigvæk ikke). Jeg indtalte hvad der kunne have været en blogpost om min frygt for at ende med en tyk, amerikansk accent.
Klaus’ projekt er ikke færdigt endnu; så vidt jeg kan forstå er der andre involverede også, og så kan det jo godt tage tid at samle alle trådene, men undertegnede vælger altså nu at dele mit bidrag med blogosfæren. Det bliver interessant at se, hvordan det ender med at blive brugt…
Det er lige gået op for mig, at jeg er gået hen og er blevet sprogforvirret. Det er ellers noget, jeg virkelig har forsøgt at undgå; det med at dansk og engelsk pludselig blandes til et enkelt sprog. Jeg opdagede det, da jeg var nede at besøge min far. Vi taler selvfølgelig dansk sammen, men pludselig kom der lidt engelsk ud af min mund. Det skete et par gange, og bagefter var min hjerne så forvirret, at når jeg skulle til at tale engelsk igen, kom der et par danske smuttere ud mellem sidebenene.
Efter knap to år herovre måtte der naturligt nok ske et eller andet. Jeg vil bare helst ikke ende med at tale dansk som Lars Ulrich. Jeg vil allerede nu gerne undskylde alle jer derhjemme, som kommer til at lægge øre til min sproglige omlægning, når der skal til at tales dansk til hverdag igen.
