Det startede med en trang til en lille succesoplevelse. Alle mine igangværende projekter syntes uoverkommeligt store, og jeg havde brug for et spark i røven.

Samtidig havde jeg lyst til at gøre noget, som på en eller anden måde kunne kædes sammen med mit andet Seattle projekt, 12 Seattleites, og gerne også noget, der kunne have en hyperlokal vinkel. Og det førte til en idé: At fotografere jobsøgende godtfolk og freelancere gratis en hel dag.

På en enkelt dag kunne jeg snildt knalde en masse portrætter af, og på et par dage mere give dem hver især en hurtig afpudsning og sende dem ud per e-mail. Let, hurtigt og billigt — det ville ikke koste mig andet end nogle dages arbejdstid. Her var jeg så lidt for hurtigt ude, for det viste sig, at jeg ville blive nødt til at investere i en ny baggrund, en masse skilte og holdere og blækpatroner og hvad har vi. Det endte med at koste husstanden et par tusinde gode danske kroner. Langt mere end jeg havde forventet, men penge givet godt ud, skulle det vise sig.

Jeg kontaktede den lokale nyhedsblog, West Seattle Blog, og spurgte om de kunne anbefale et godt sted at afholde sådan en forestilling. De henviste mig til den lokal café, C & P Coffee Co., (jeg sjovt nok allerede frekventerede jævnligt), og ejeren der slog til med det samme. Caféen lagde allerede hus til en ugentlig jobsøgningsgruppe, så jeg passede perfekt ind her. Så snart aftalen var på plads, dag og tid fastsat, hjalp førnævnte nyhedsblog til med at annoncere begivenheden. Her begyndte det lille sideprojekt at udvikle sig til noget lidt andet, end jeg oprindeligt havde forestillet mig. Noget større.

West Seattle Blogs annoncering førte til at et andet lokalt nyhedsmedie, Seattle PI, lavede et e-mail interview med mig om projektet. Og et par dage senere, blev jeg ringet op af den lokale NBC station, King 5, som gerne ville omtale historien i deres morgenudsendelse. De kørte historien hele dagen, jeg var pludselig i fjernsynet og syntes det hele var lidt mærkeligt, men da fornøjeligt nok. Bortset fra en voksende frygt i mit indre.

Så snart historien var kommet på tv, mistede jeg enhver fornemmelse af, hvor mange mennesker der kunne tænkes at dukke op. Det betød at jeg, med hjælp fra fantastiske Kelly og Justin (se billedet ovenfor), måtte planlægge efter det værste, jeg kunne forestille mig. Det var også her, der pludselig skulle investeres i store papskilte og print efter print af billetter med påtrykt FAQ, så mine to assistenter ikke skulle svare på de samme spørgsmål igen og igen. Panikken lå lige om hjørnet.

Arrangementet var annonceret til at starte kl. 11 om formiddagen, og vi ankom til caféen to timer før tid. Planen var at stille udstyret op hurtigst muligt, så der ville være mindre kaos, når folk begyndte at stille sig i kø. Men stedet var halvt fuldt da vi ankom, og der var en ældre fyr i jakkesæt, som havde ventet siden klokken syv samme morgen. Da var jeg klar over, at det var alvor.

I løbet af den første time, fik vi banket de første tyve portrætter af, men så begyndte det så småt at stilne af. Og netop som vi nåede den første egentlige pause, og der ikke var flere tilstede, der ikke havde fået taget et billede, dukkede der en kameramand op fra en af den andre tv-stationer. Og en til. Og en til. Pludselig stod tre tv-stationer i kø for at lavet hvert deres indslag. Det ville være en underdrivelse at sige, at jeg var overvældet.

Heldigvis var de alle meget forstående, høflige og tålmodige. En yngre fyr, som var sendt ud på vegne af Fox News, hang ud i et par timer, og endte med selv at få sit billede taget. Jeg så ikke nogen af de to andres indslag; de var sendt allerede inden vi havde pakket sammen, men Fox viste dette samme aften (jeg beklager at klippet er strukket):

Jeg endte med at fotografere omkring 50 mennesker helt uden panik eller nogen som helst form for uheld. Det hele gik som smurt, og jeg klager da bestemt ikke over al omtalen. Mediernes interesse endte med at blive det spark jeg havde manglet, og det fik mig til at vokse med opgaven.

Da jeg kom hjem og kollapsede på sofaen, var det med en rigtig rar fornemmelse i maven. Og lidt senere også en massiv krampe i min ene lægmuskel. Jeg tror det var kroppens måde at minde mig om, at jeg ikke skal tro, jeg er noget.