Jeg husker det tydeligt dengang en lidt manisk udseende mand med et tyndt fuldskæg og lettere udstående øjne fra Indre Mission stillede sig op i nyhederne og proklamerede, at det dér rollespil var noget Djævelen havde skabt. Der var nemlig trolddom og falske guder involveret. Og ja, selv de mere jordnære havde deres tvivl om, hvorvidt det var helt sundt at spille rollespil. Der gik jo trods alt rygter om folk, der levede sig så meget ind i deres “figurer”, at de simpelthen mistede forstanden. Ja, der var endda nogen som begik selvmord, hvis deres karakter blev dræbt i spillet, sagde man, og der var dem som mente, at rollespil var et værktøj for okkulte sekters hjernevask af uskyldige unge.

Alle os som rent faktisk spillede disse spil, grinede selvfølgelig højt og længe af den slags vås. For os var det en hobby, på linie med modeltog eller folk der spiller skak på klubniveau. Men rollespil var nyt og svært at forklare (hvad mener du med et spil, hvor der ikke er vindere og tabere?), og som med alt andet nyt og anderledes, måtte det lægge øre til megen mistro og fordomme af alskens slags.

Faktisk mødte jeg selv manden fra Indre Mission, en dag jeg var nede hos den lokale spilpusher. Da jeg genkendte ham – han stod og bad stille midt i butikken – sørgede jeg for at tage en bog ned fra hylderne og sige, højt nok til, at jeg vidste han ville høre det: “Hvis de tror Dungeons & Dragons er farligt, skulle de bare se Call of Cthulhu. Det handler ikke om andet end dæmoner og kultister.” Jeg kan ikke have været meget mere end tretten år, men den stakkels mand jamrede noget i min retning og skyndte sig ud. Det er jeg stadig lidt stolt af.

I dag læser jeg så, at præster er begyndt at bruge rollespil for at komme konfirmanderne nærmere, og så kan jeg ikke lade være med at tænke, at det er da alligevel lidt sjovt, som tiden kan give piben en anden lyd.