Forsiden på USA Today, d. 5/11 2008.

Dette er en lang smøre, i virkeligheden tre blogposter i én. Så er du advaret.

Det har været en sindssyg uge. Op og nedture i en grad, som jeg priser mig lykkelig over ikke at opleve alt for tit. Min mormor døde. Det er den dårligste nyhed, jeg har at bringe, og den i øjeblikket altoverskyggende. Jeg var ikke specielt tæt på hende, men det var der en meget stor del af min familie, som var. Det er mest dem jeg sørger for, og mere end nogensinde før ville jeg ønske, jeg kunne være i Danmark. For mig vil hun altid stå som den sjoveste, mest rapkæftede lille dame, man kunne ønske sig som mormor.

Apropos Danmark, var det også i denne uge, jeg var til mit immigrationsinterview. Den sidste og afgørende fase i processen, før afgørelsen træffes og jeg modtager mit green card. Jeg kan som tidligere nævnt ikke forlade USA, før jeg har fået lov til at blive. Min advokat havde forberedt mig forinden, og sagde: Det tager ikke mere end ti minutter. Det er uformeldt og slet ikke som du ser på film. Med mindre altså du får hende den dumme eller hende den nye. Vi fik sidstnævnte. Det betød at hun stillede samtlige spørgsmål i hendes manual, nogle af dem 3-4 gange, bare for at være sikker. Hun havde også en dejlig udstråling, som godt kunne minde om blandingen af en sulten haj og en kummefryser. Det tog lige under en time, og selv om advokaten bagefter var overvejende positiv, måtte selv han tilstå at det var umuligt at forudsige, med hende som interviewer.

Jeg får svaret med posten i løbet af et par uger.

Det var også ugen, hvor USA for første gang i landets historie valgte noget andet, end en aldrende repræsentant for den hvide overklasse, som dets næste leder. Jeg føler mig utrolig heldig, for det er fantastisk at opleve på første hånd, hvordan det har påvirket folk herovre. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne det med den sorg og vrede der var i dagene umiddelbart efter 11. september 2001; her er det bare lige omvendt. Alle er glade. Selv folk, som før valget svor at de ikke gav fem flade for præsidentvalget, har siden fortalt, hvordan de sad og tudede af glæde, da Barack Obama blev erklæret vinder. Fyren jeg især tænker på er i øvrigt hvid arbejderklasse, og typen der ikke går af vejen for at fortælle en racistisk vittighed.

Men det er ikke bare fordi Obama er sort, selv om det alene er et vendepunkt i amerikansk historie. Det har i lige så høj grad noget at gøre med selvrespekt. I de 3,5 år jeg hvar boet her, har jeg lagt mærke til, at flere og flere har gået og skammet sig over at være amerikanere. De ved, at de under Bush er gået fra at et image som en nation der gik i spidsen for hjælp ude i verden, til en der frit udsteder trusler til højre og venstre, står midt i en unødvendig krig, de selv startede og som ikke engang tager vare på sine egne, som det f.eks. var tilfældet under Katrina. De er heller ikke stolte af den økonomiske krise, som mange ikke rigtigt forstår, men de mener selv, at det er USA der har skabt problemet. Langsomt men sikkert er amerikanerne holdt op med at være stolte af deres land, og som patriotismen udhules, gøres der plads til et skift.

Hvad fremtiden bringer, er der ingen der ved. De siger at denne valgkamp var opgøret mellem håb og frygt, denne gang med håbet som vinder. Jeg håber, jeg får mit green card snart, og på at se min familie til foråret. Og god rejse, Gudrun. Vær nu ikke for hård ved dem, når du kommer frem.