Tag: kammeret

Back to Basics

Det gamle KammeretKammeret har ligget død. Så død, at jeg overvejede at hive stikket ud. Som jeg har gjort det med flere andre af mine online projekter. På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg ikke behøvede at føle mig forpligtet til at vedligeholde noget for vedligeholdelsens skyld. Men Kammeret er her endnu, for det er stedet jeg skriver, når jeg skriver på dansk.

Det sker bare ikke så tit.

Farverne er fjernet fra Kammeret. Det samme er en masse andet gejl. Jeg lod mig med vilje forsvinde fra den danske blogosfære, efter blogpris og magasin. Begge var fede projekter, men jeg brændte ud på dem. Det var for besværligt at lave en podcast om den danske blogosfære, når jeg selv sad i Seattle, og hvis jeg skal være ærlig, så blev jeg sgu lidt træt af podcast mediet.

Så jeg er gået tilbage til rødderne. Nu er kammeret malet hvidt. Det reflekterer at jeg er gået ind i en ny fase. På sin vis er jeg blevet mere voksen, også på den ærgerlige måde. Beslutningerne bliver tungere men indsigten også dybere. Og det bliver tid til at ryste det gamle af og lade det nye komme til.

Så velkommen til det nye, klare Kammer, og farvel til det gamle overdådige (og lad os indrømme det, efterhånden lidt forældede) look. Det er back to basics, på godt gammelt dansk.

Kammerkvababbelser

Nu hvor Twitter har stjålet de impulsive hverdagsposter (se post fra sidste år), og det meste af min nye trafik kommer via søgemaskiner, begynder blog-krisen så småt at kradse. Andetsteds er jeg mere fokuseret på foto-relaterede ting, og i mellemtiden får Kammeret lov at ligge. Det er lidt trist, synes jeg. Indholdet her er for det meste mine personlige kommentarer til aktuelle emner, og fungerer (hvad vigtigere er) som et outlet for mine eksperimenter udi forskellige kreative genrer. Det er bloggen i øvrigt fænomenal til, men der har ikke været så meget at komme efter i den afdeling for nylig. I hvert fald ikke ting, jeg er parat til at dele endnu.

Jeg har en fornemmelse af, at de faste læsere har læst med længe nok til at vide, hvad jeg måtte mene om det ene eller det andet. Og forudsigelighed er der ikke meget sjov ved, så menings- og debatagtige poster skriver jeg efterhånden kun, når jeg bare ud med det.

De sidste 3-4 måneder har jeg arbejdet på min personlige/professionelle fremtid, i et forsøg på at blive bedre til at balancere mine interesser, og så er det naturligt at blogovervejelserne følger i kølvandet. Derfor disse overvejelser om Kammerets natur, mine egne forventninger og træden et skridt tilbage.

Kammeret er, på trods af krisen, ikke på vej til at lukke. Jeg holder ufattelig meget af at blogge, og ud over at være en holdeplads for mine meninger og en distributionskanal for mine eksperimenter, har bloggen fungeret som min lille fod i døren hjem til Danmark. En genial måde at kunne følge med på, både i flere venners og familiemedlemmers liv, men også som supplement til aktuelle begivenheder. Blogosfæren har givet mig mange flere nuancer, end netaviserne har kunnet levere.

Med andre ord: Jeg synes ikke, jeg har ikke så meget at sige for tiden, som ikke bliver lukket ud andetsteds på nettet. Det går mig på, og det brugte jeg så til at skrive denne lettere rablende blogpost, som måske i virkeligheden var en slags bagvendt hyldest til bloggen som udtryksform.

Læsernes dom over Kammeret

Foretrukkent indhold på kammeret.Læserne af denne blog har talt, og jeg har talt op. Her er resultatet af Kammerets brugerundersøgelse anno 2008. Formålet var at få en fornemmelse af hvad I, kære læsere, helst vil læse om. Samtidig spurgte jeg til, hvordan I læser bloggen, hvor længe I har læst med, og endelig bad jeg jer om at vælge fra en liste af tillægsord, som efter jeres mening beskrev Kammeret bedst. Der kom 41 besvarelser, hvilket ikke er så tosset, i betragtning af hvor relativt lille en blog, jeg trods alt har.

Grafen øverst viser fordelingen af foretrukkent indhold, men inden jeg kigger nærmere på den, er det måske værd at nævne hvem I er, som gav jer tid til at svare på mine spørgsmål. 20 læsere fandt oprindeligt Kammeret via en anden blog og 10 kan ikke huske, hvordan de først kom hertil. Kun to kom ind via en internetsøgning, og resten (8) er venner, familie, ekskærester og -kollegaer, som kendte mig i forvejen. Hvor Blogbot engang var den foretrukne måde at læse bloggen på, er RSS nu klart i føretrøjen. Faktisk er der også flere som bare kigger forbi af og til på egen hånd, end der er blogbot-læsere. Det var lidt af en overraskelse.

Mindre overraskende var det, at det mest populære emne er de personlige poster. 35 ud af 41 mente at disse var blandt det bedste på bloggen (man kunne vælge mere end ét svar i denne kategori). Poster om kulturforskelle mellem Danmark og USA kom ind på en stærk andenplads med 32 stemmer, og var dermed et mere populært emne, end jeg havde regnet med. Vi skal helt ned på 20 stemmer for at finde tredjepladsen, som er poster om skriverier. Det glæder mig meget, at det er så populært trods alt. Måske betyder det, at der er flere som køber min næste bog? Man har vel lov at håbe.

Det mindst populære emne var multimedieposter, herunder mp3-filer med min musik, videoklip og så videre. Der var kun 5 som stemte på denne kategori. Sjovt nok er det også disse poster, som tager længst tid at forberede. Samtidig kræver de mere af en indsats fra læserens side, idet der skal kigges/lyttes og så videre, så helt overrasket er jeg ikke.

Beskrivende ord om Kammeret.

De beskrivende ord (grafen ovenfor), som skulle karakterisere bloggen som helhed, stod på en liste hvor kun cirka halvdelen var positivt ladede. Heldigvis var alle de brugte i den gode ende. Et par “provokerende” blev stemt ind, men det tager jeg kun som et kompliment. Ordet “mærkelig” dukkede også op, men blev forklaret i en tilhørende kommentar. De tre vindende tillægsord blev: Velskrevet (25), inspirerende (24) og hyggelig (23). Det er da en udmærket trio, og jeg takker ydmygst.

Hvad sådan en undersøgelse egentlig kan bruges til, er et godt spørgsmål. For mig personligt, er den et fingerpeg om, hvad der fungerer og hvad I derude egentlig er interesserede i. De kloge hoveder siger, at en god blog bør have en niche. Det synes jeg ikke, denne har. Den afspejler til gengæld meget godt mig, som et fragmenteret og kreativt menneske med mange jern i ilden, og måske er det derfor, der var så mange af jer, som kaldte Kammeret inspirerende? Hvad der skulle gøre den hyggelig, er straks sværere for mig at gisne om.

En stor tak til alle som tog sig tid til at være med. I er for seje!