
Rebellen kom frem i dette foto af undertegnede fra 2005.
I dag er jeg stolt af, at en af drengene i folkeskolen (det må have været 4.-5. klasse) ikke måtte lege med mig for sin mor. En klasselærer kaldte mig som syv-årig for anarkist, en anden ‘intimiderende’ da jeg nåede 11-12 års alderen. Jeg var helt sikkert den anti-autoritære rebelske type, men også bogligt begavet og derfor svær at afskrive som problem-barn.
Over to årtier senere har meget lidt forandret sig på lige præcis den side af min personlighed. At skabe ting, fortælle historier gennem tekst, billeder og lyd, giver mig mening med tilværelsen. Uden det, ville jeg visne og dø. Den indre rebel hjælper med at holde mig i live, for han både er en muse og en kritiker. Han er min stærkeste forsvarer, min hårdeste modstander — et uundværligt røvhul. Det handler om ærlighed, både når han bider hovedet af andre, og når han kasserer en roman, jeg måske har skrevet på i årevis.
Jeg forsøgte at give ham mundkurv på, da jeg arbejdede på kontor, omgivet af chefer som ikke forstod, at min indre rebel kunne have været deres allierede. I stedet følte de deres egoer trådt på, når jeg tillod mig at være uenig med dem. At være omgivet af den slags mennesker, og låget jeg havde lagt på mig selv, resulterede i svimmelhedsanfald og angst. Men pengene var gode.
Jeg har brug for at være bramfri, at bande og svovle og være urimelig på grænsen til det latterlige. Ikke hele tiden, men af og til, og somme tider i dagevis ad gangen. Det har altid været en del af min måde at arbejde på, men det er først for nylig jeg har tilføjet sætningen: Hvis du har et problem med det, er det bare ærgerligt.






