Tag: kreativitet

Tak, du Indre Rebel

Rebellen kom frem i dette foto af undertegnede fra 2005.

Rebellen kom frem i dette foto af undertegnede fra 2005.

Det tog mig mange år at acceptere det. Faktisk kæmpede jeg aktivt imod det i en årrække, men i løbet af de sidste par år er der sket et skift. Jeg vidste allerede, at jeg aldrig bliver som dem, der kan passe dagligdagen år ud og år ind. Jo hårdere jeg prøver, des værre får jeg det. Mit lod er i stedet ikke bare at være en af de skæve eksistenser, en kende excentrisk og til tider arrogant, men at omfave den side. For jeg er kreativ, og vi er ikke som de andre.

I dag er jeg stolt af, at en af drengene i folkeskolen (det må have været 4.-5. klasse) ikke måtte lege med mig for sin mor. En klasselærer kaldte mig som syv-årig for anarkist, en anden ‘intimiderende’ da jeg nåede 11-12 års alderen. Jeg var helt sikkert den anti-autoritære rebelske type, men også bogligt begavet og derfor svær at afskrive som problem-barn.

Over to årtier senere har meget lidt forandret sig på lige præcis den side af min personlighed. At skabe ting, fortælle historier gennem tekst, billeder og lyd, giver mig mening med tilværelsen. Uden det, ville jeg visne og dø. Den indre rebel hjælper med at holde mig i live, for han både er en muse og en kritiker. Han er min stærkeste forsvarer, min hårdeste modstander — et uundværligt røvhul. Det handler om ærlighed, både når han bider hovedet af andre, og når han kasserer en roman, jeg måske har skrevet på i årevis.

Jeg forsøgte at give ham mundkurv på, da jeg arbejdede på kontor, omgivet af chefer som ikke forstod, at min indre rebel kunne have været deres allierede. I stedet følte de deres egoer trådt på, når jeg tillod mig at være uenig med dem. At være omgivet af den slags mennesker, og låget jeg havde lagt på mig selv, resulterede i svimmelhedsanfald og angst. Men pengene var gode.

Jeg har brug for at være bramfri, at bande og svovle og være urimelig på grænsen til det latterlige. Ikke hele tiden, men af og til, og somme tider i dagevis ad gangen. Det har altid været en del af min måde at arbejde på, men det er først for nylig jeg har tilføjet sætningen: Hvis du har et problem med det, er det bare ærgerligt.

Spil Højt

En ven af familien havde for vane at sige de to ord som afskedshilsen til mig, hver gang han havde været på besøg hos mig og min far. Spil højt.

Nu er det efterhånden en del år siden, vi sidst så hinanden, men jeg tænker af og til på denne umiddelbart simple opfordring. Som en ung og uskyldig knægt, der stadig var ved at lære at spille guitar og knap nok begyndt at skrive sange selv, var det et råd der var til at tage og føle på. Og i denne direkte fortolkning er rådet oven i købet et rigtig godt et, for det lyder nu engang federe, når både spade og forstærker får lov at spille med musklerne.

Men det fede er, at det kan overføres til så meget andet i livet. Spil højt betyder, at du ikke skal være bange for at gå derud, hvor den store belønning venter. Hvis du tør spille højt, vil du opdage at det ikke bare lyder, men også føles federe. Som når man kan mærke bassen trykke i mellemgulvet ved en koncert, eller når hjertet springer et slag over i forelskelse. De oplevelser får du ikke, hvis du klimter stille i et hjørne med lukkede øjne og ørebøffer.

Spil højt. Spil højt! Hvad end din musik og dit instrument måtte være.

Carsten, som familienvennen hedder, er i øvrigt digter og pissegod til at koge alting ned til essensen. Jeg ved ikke om han selv er klar over det, men jeg synes sgu at det er rimelig godt ramt med kun to ord. Tak, Carsten.

Arbejdsro og byrum

Det Blå HusI byen finder jeg min inspiration blandt arkitektur og mennesker, tusindvis af ansigter, unge og gamle, glade og sørgmodige under tårnhøje skyskrabere eller i de små oaser. Bilernes konstante dans med og mod hinanden, et dyt når nogen træder ved siden af, og pause når sirenerne synger. Jeg elsker at bo i byen.

Men hvor ville jeg dog ønske, at jeg havde adgang til et lille hus langt ude i midten af ingenting. Det eneste jeg ville have brug for er vand, eletricitet og et par uger. Ingen internet eller telefon.

Det er en lille drøm, jeg har gået og tumlet med i halvandet års tid. Idéen er selvfølgelig at tage al min inspiration, som jeg har samlet op i byen, og bruge freden til at omsætte energien til noget reelt. For eksempel et første udkast til en ny roman eller en samling sange.

Der foreligger ingen planer for udlevelse af min lille fantasi, men måske burde der lægges én. Strengt taget behøver det jo ikke være et hus på landet, så længe jeg stadig har følelsen af at være alene og uforstyrret i tanke og handling.