Hvis du går ind i en forretning, synes du så det er okay at stjæle varerne, bare fordi de er vist frem? Det er nemlig det du gør, hvis du hugger et foto fra nettet.
Jeg skrev oprindeligt dette som et svar i et kommentarspor ovre hos Capac, men da jeg læste det igennem, gik det op for mig at det nok burde have sin egen plads i rampelyset. Det handler om hvorfor det ikke er i orden at bruge billeder man har fundet via f.eks. Google, uden først at have fået tilladelse. For ikke at ende med en roman, har jeg valgt at se bort fra de tilfælde, hvor citatretten træder i kraft.
Jeg tror det kan koges ned til, at mange ikke ser fotos, illustrationer eller andre kreative værker som “rigtige” produkter. For dem er Googles image search en forlængelse af clip-art galleriet i deres office pakke; en lille ekstra detalje, man kan bruge eller lade være efter behov. Men sådan forholder det sig ikke i den virkelige verden. Det er nogens levebrød du tager en bid af, hver gang du “låner” et billede fra nettet.
Gør det en forskel at du blot kopierer en digital fil? Nej. Det er tyveri at kopiere en bog på en kopimaskine, og det samme er gældende, når det er et digitalt foto.
Selv hvis du bare lige låner et billede til din personlige blog, skal du i princippet betale for det, med mindre du har fået lov til at bruge det gratis. Det er fuldstændig underordnet, om du selv tjener penge på det eller ej. Dit domænenavn koster også, selv om det er et virtuelt produkt, og uanset hvad du bruger det til.
Der er folk som har investeret tid og penge i at skabe disse værker. Hvis du sætter pris på deres arbejde, bør du købe det — ikke stjæle det.
Selv sælger jeg størstedelen af mine fotografier til kommerciel brug for under 10 kroner stykket. Jeg har ofte foræret værker væk (det hjælper hvis folk spørger først), givet dem fri under creative commons osv. Det er fedt at kunne give noget væk fra tid til anden, men jeg skal også leve. Hvis jeg lod alle og enhver bruge mit arbejde uden kompensation, ville jeg både være hjemløs, og ude af stand til at lave nye ting. Så simpelt er det, og der er tusindvis og tusindvis af kunstnere i samme situation.
Hvis man som forbruger ikke har råd til at betale, eller bare ikke har lyst, så er der altså et væld af materiale derude, som kan benyttes uden at krænke nogens rettigheder. Her taler jeg om public domain og creative commons. Det er ikke fordi, der ikke er andre muligheder end betaling ved kasse 1.
Der er også dem, der fejlagtigt mener at rettighederne til et billede om noget burde tilhøre dem, der udgør motivet. Det argument ser jeg som manglende viden om, hvordan fotografier bliver til. Der er mere i det, end blot at løfte kameraet og trykke på knappen.
Fotografer arbejder under strikse regler for, hvordan de selv må anvende billeder af andre mennesker. Sker det i forbindelse med reklame, stock fotos, porno eller andet kommercielt arbejde skal der f.eks. være en kontrakt (en model release), som giver fotografen ret til at videresælge billedet. Som regel mod betaling i øvrigt. Og lad os ikke glemme udgifter til make-up artisten, assistenten, leje af lokation, indkøb af udstyr og regi, transport osv. Der er også forskel på pressefotos og kommercielle billeder. Billeder skudt til redaktionelt brug kan ikke uden videre anvendes i reklame. Alle der bliver fotograferet har deres egne rettigheder, som er til for at beskytte dem mod, at deres privatliv eller ære krænkes. Der er altså ikke fordi fotografen ene og alene kan bestemme, hvordan et givent billede anvendes.
Reglerne er til for at beskytte alle involverede, og for at sikre at ingen bliver snydt eller misbrugt undervejs. Når nogle folk mener at ophavsret kan ignoreres efter forgodtbefindende, er det udtryk for en grundlæggende mangel på respekt for deres medmennesker og disses arbejde.
Der er desværre mange, der er fuldstændig ligeglade (eller uudannede på området). Og det er derfor, der også er institutioner hvis arbejde det er at beskytte ophavsretten og retsforfølge syndere. Personligt synes jeg det er superærgerligt, at den slags overhovedet er nødvendigt. Men huslejen betaler ikke sig selv, og langt langt de fleste af os der arbejder med kreative ting er hverken rige eller berømte. Og det er desværre ikke kun de rige og berømtes værker, som stjæles.
Billedet, jeg har brugt til at illustrere denne blogpost, er fra mit eget portfolio. Inden jeg tog det, havde jeg investeret i en trench coat, to forskellige holdere til skilt, selve politiskiltet, slipset, en pistolattrap, håndjern, skulderhylster mm. Dertil kommer selve modellen som blev betalt for sin tid (som assistent brugte jeg min bedre halvdel, så der sparede jeg lidt), plus den tid jeg selv brugte på at finde alle de førnævnte ting, researche lokationer, billedbehandling mv. Er det for meget at bede folk om en ti’er, hvis de vil bruge det på deres blog? Det synes jeg ikke, det er.
