27/01/10 af Rasmus
Jeg snakkede med en kammerat, om det at leve som selvstændig uden konstant højt blodtryk og stress over især penge. Mit problem, sagde han, var at jeg solgte min service for billigt. Det kunne jeg ikke benægte, eftersom jeg altid ser ud til at leve på kanten af økonomisk ruin – selv når jeg arbejder røven ud af bukserne.
Han fulgte op med at spørge, om det var fordi jeg ikke anså mit arbejde som værende høj nok kvalitet, til at konkurrere med mine dyrere konkurrenter. Den tænkte jeg over i nogle dage, men det var ikke dér skoen trykkede. Faktisk synes jeg tit mit arbejde er langt bedre, end det folk betaler i dyre domme for.
Så jeg tog imod udfordringen, regnede på det og lancerede ved begyndelsen af året nye, justerede priser. Ikke overraskende holdt telefonen hurtigt op med at ringe. Det var ventet, fordi jeg nu henvender mig til en helt ny kundegruppe. Og her kommer så åbenbaringsøjeblikket.
Det gik op for mig, at det er min aversion mod selve det at skulle jagte kunder, som holder mig tilbage. De kommer rendende af sig selv, når man enten giver sit arbejde væk eller sælger det for håndører, men så snart du konkurrerer med de dyre drenge, skal der skrues op for salgsblusset.
At skulle agere sælger suger sjælen ud af mig, gør mig deprimeret og fjerner enhver lyst til overhovedet at arbejde. Det er et problem, og den eneste umiddelbare løsning er, at få noget hjælp udefra. Det er ikke meget at arbejde med, men trods alt et skridt i den rigtige retning.
Så nu prøver jeg så at få et tag på den udfordring.
Tags: arbejde, foto, penge, personligt, udfordringer
Kategorier: Fotografi, Mig, mig, mig! •
3 kommentarer »
07/03/09 af Rasmus
Nu er det femte forsøg på at skrive en blogpost i træk. De fire andre blev slettet, fordi de var for negative, bitre og ubehagelige. Nå.
Her er noget positivt:
Jeg arbejder på en selvbiografisk fotobog. Den ryger på Blurb, når den er færdig. Du kan læse mere på den engelsksprogede.
Min skriveri på dansk ligger stille. Nå nej. Det er ikke positivt. Sandheden er, at jeg har fuldstændig mistet lysten til at prøve at gøre de danske forlag glade. Jeg er inde i en periode, hvor det eneste som betyder noget, er det der betyder noget. Ikke alt det udenom, og da slet ikke andres økonomiske interesser.
Det er svært nok at finde interesse for min egen økonomi, som i øvrigt har det ad helvedes til. Hjemrejsen til Danmark er udskudt på ubestemt tid igen. Jeg kan rejse, hvornår det skal være, men har ikke råd. Nej, det var heller ikke positivt.
Måske skulle jeg snakke om Twitter? Det hygger jeg mig stadig med hver eneste dag. Og imens daler og daler de besøgende her på bloggen. Det ender med, at jeg kan pille det hele ned, bortset fra min post om immigration, som er den mest populære side. Og så den om bryster, men de fleste der lander dér, bliver nok svært skuffede.
Der er masser positive ting i livet. Der er bare lidt langt imellem dem lige nu, synes jeg.
Tags: dårlige dage, penge, personligt
Kategorier: Mig, mig, mig! •
11 kommentarer »
26/09/08 af Rasmus
Nu er det ikke så lang tid siden, jeg åbnede en konto i en amerikansk bank. Det var en stor dag. Endelig kunne jeg kalde mig for en del af samfundet, en skatteyder, en betaler. Indtil i går, hvor min bank så kollapsede under sin egen vægt. De kalder det det største bankkollaps i USAs historie. Jeg er ikke længere kunde hos Washington Mutual. Jeg er kunde hos Chase.
Nå. Men hvad betyder det så? Ingen verdens ting. Mine penge er der stadig. På sigt får jeg et nyt hævekort med et andet logo på, og min bank får et nyt skilt udenfor. Nå ja, og så kan jeg hæve kontanter i langt flere automater, uden at skulle betale gebyr. Kan nogen sige storm i et glas vand?
Det sjoveste ved hele situationen er, at kollapset ikke ville være sket, hvis folk ikke var gået i panik. Det der skete var nemlig, at mange af bankens kunder hev alle deres penge ud på én gang (mere end 16 milliarder dollars på få dage), og pludselig var der mangel på kontanter. Banken havde i forvejen problemer med store udlån og dårlig gæld, men i sidste ende var det kunderne selv, som trak stikket ud. Staten overtog forretningen og solgte den straks videre til Chase. Sådan beskrives forløbet i hvert fald i de lokale medier (WaMu havde hovedsæde her i Seattle).
Måden man i øvrigt afgør kreditværdighed herovre, er meget fremmed for en dansker som mig. Her bruger de noget, de kalder en credit-score. Altså et tal som viser, hvor stor din kreditværdighed er. Som nylig tilflytter har jeg 0 point, hvilket betyder at jeg ikke kan gøre noget som helst. Først skal jeg opbygge en score, og det gør man ganske simpelt ved at bruge penge. Jo flere penge jeg bruger, des større kreditværdighed har jeg – forudsat at jeg betaler alting af i tide.
Jeg er ikke noget økonomisk geni, men det virker som en rimelig dum måde at strukturere en hel nations økonomi. Jo mere jeg skylder, des mere er jeg værd? Det siger da sig selv, at der kommer et tidspunkt, hvor det ikke længere er muligt at betale af på al den gæld. Og så er det, det går galt, som det er gået for utallige amerikanere med kreditkortgæld op over begge ører, tre-fire lån i samme hus og så videre. Ikke desto mindre er jeg tvunget til at spille dette spil, hvis jeg en dag vil kunne låne penge i banken. Og det er så ligegyldigt, om den hedder Chase eller WaMu.
Tags: økonomi, bank, kreditværdighed, krise, penge, USA
Kategorier: Danmark vs. USA •
7 kommentarer »
