Jeg snakkede med en kammerat, om det at leve som selvstændig uden konstant højt blodtryk og stress over især penge. Mit problem, sagde han, var at jeg solgte min service for billigt. Det kunne jeg ikke benægte, eftersom jeg altid ser ud til at leve på kanten af økonomisk ruin – selv når jeg arbejder røven ud af bukserne.
Han fulgte op med at spørge, om det var fordi jeg ikke anså mit arbejde som værende høj nok kvalitet, til at konkurrere med mine dyrere konkurrenter. Den tænkte jeg over i nogle dage, men det var ikke dér skoen trykkede. Faktisk synes jeg tit mit arbejde er langt bedre, end det folk betaler i dyre domme for.
Så jeg tog imod udfordringen, regnede på det og lancerede ved begyndelsen af året nye, justerede priser. Ikke overraskende holdt telefonen hurtigt op med at ringe. Det var ventet, fordi jeg nu henvender mig til en helt ny kundegruppe. Og her kommer så åbenbaringsøjeblikket.
Det gik op for mig, at det er min aversion mod selve det at skulle jagte kunder, som holder mig tilbage. De kommer rendende af sig selv, når man enten giver sit arbejde væk eller sælger det for håndører, men så snart du konkurrerer med de dyre drenge, skal der skrues op for salgsblusset.
At skulle agere sælger suger sjælen ud af mig, gør mig deprimeret og fjerner enhver lyst til overhovedet at arbejde. Det er et problem, og den eneste umiddelbare løsning er, at få noget hjælp udefra. Det er ikke meget at arbejde med, men trods alt et skridt i den rigtige retning.
Så nu prøver jeg så at få et tag på den udfordring.
Samtidig var det planlagt at skifte de superklamme væg til væg gulvtæpper ud med laminat. Det skulle have taget halvanden dag, og endte med at tage fire en halv. For der var jo også lige en vandtank som skulle skiftes, og der skulle forresten også males, og noget med el. De gør det sidste færdigt i morgen (håber vi).
