19/12/09 af Rasmus
I byen finder jeg min inspiration blandt arkitektur og mennesker, tusindvis af ansigter, unge og gamle, glade og sørgmodige under tårnhøje skyskrabere eller i de små oaser. Bilernes konstante dans med og mod hinanden, et dyt når nogen træder ved siden af, og pause når sirenerne synger. Jeg elsker at bo i byen.
Men hvor ville jeg dog ønske, at jeg havde adgang til et lille hus langt ude i midten af ingenting. Det eneste jeg ville have brug for er vand, eletricitet og et par uger. Ingen internet eller telefon.
Det er en lille drøm, jeg har gået og tumlet med i halvandet års tid. Idéen er selvfølgelig at tage al min inspiration, som jeg har samlet op i byen, og bruge freden til at omsætte energien til noget reelt. For eksempel et første udkast til en ny roman eller en samling sange.
Der foreligger ingen planer for udlevelse af min lille fantasi, men måske burde der lægges én. Strengt taget behøver det jo ikke være et hus på landet, så længe jeg stadig har følelsen af at være alene og uforstyrret i tanke og handling.
Tags: byliv, ensomhed, kreativitet, produktivitet, rejselyst
Kategorier: Mig, mig, mig! •
Kommentér »
28/06/08 af Rasmus

Vi har været på vejen i nogle dage nu, og det begynder at kunne mærkes. Dette indlæg skriver jeg fra et motelværelse i Louisiana, hvor airconditionen kører på højtryk og der ikke er andre lyde end den, og mine fingre mod tasterne. Det er dejligt med lidt ro, for jeg skal lige love for, at der har været tryk på.
Undervejs fører jeg en god gammeldags logbog, hvor jeg forsøger at skrive små opdateringer, hver gang vi stopper. Jeg gør plads til et polaroidfoto hist og her, og det er i øvrigt mit favoritkamera på turen indtil nu, og når hele turen er overstået, vil jeg bruge logbogen som grundlag for en række poster fra turen, kronologisk og med masser af billeder.
Indtil da må I nøjes med disse to, begge taget den første dag på rejsen. I morgen sætter vi kursen mod New Orleans og den sidste del af turen mod Jacksonville. Det er benhårdt og knaldfedt, skal jeg love for. Ruten hjem er under revidering lige nu, fordi det bliver ved med at vælte ned med regn i det centrale USA. Vi har vejrkanalen tunet ind på satellitradioen og checker med jævne mellemrum.

Tags: foto, rejselyst, roadtrip, USA
Kategorier: Godt og Blandet •
8 kommentarer »