Tag: roadtrip

På vej mod stjernerne

Dallas Driving

Den dér X Box 360, som på mystisk vis dukkede op med mit navn på, må siges at være lidt af en tidsrøver. Jeg har kun haft den i tre dage, og hver aften er den blevet brugt flittigt. Vi har en håndfuld spil til den, men der er ét vi bruger stort al vores tid på: Rock Band.

Jeg spiller guitar, Kelly synger og en enkelt gang har vi haft en kammerat med på trommer. Rock Band er farligt underholdende, især når alle er så tilpas dårlige til det, som vi er. Der er ikke noget sjovere end at gøre sig til grin i godt selskab. Vi griner ad hinanden og os selv. Det er et mindre mirakel, at ingen af vores naboer har klaget endnu.

På trods af tidsrøveriet (nå ja, og arbejde), er jeg så småt begyndt at smide billeder fra den store rejse på Flickr. Hold øje med mit Seattle – Jacksonville set derovre eller bare min overordnede photo stream.

Tom Waits koncerten i Jacksonville

“En af mine venner spurgte mig, hvorfor jeg ikke har spillet i Florida før nu. Jeg var simpelthen ikke gammel nok.”

Sådan brølede Tom Waits fra scenen i Jacksonville. Det er svært at sige noget om koncerten, uden at komme til at lyde som den lille, begejstrede fan, jeg er. Der var simpelthen bare ikke noget at klage over. Materialet er hvad det er: unikt, smukt og fantastisk. Fremførelsen var brilliant, skfitesvist bombastisk og intim, og jeg kom igennem alt fra lutter begejstring og fugtige øjne til koncentreret lytten. Tom var engageret i sit publikum, svarede igen når folk råbte op mod scenen og fortalte sære historier. For eksempel om den mavepine han havde haft efter at have svømmet i en sø, og som fik ham til at tro, at han var gravid. Da han gik til lægen, fik han at vide, at han havde tre tudser boende. Det har han det fint med nu. De holder sig for sig selv og er kun forstyrrende, når de skruer for højt op for fjernsynet.

Selv om vi sad et stykke fra scenen, var der godt udsyn og lyden var helt fin. Sceneshowet var bygget op, så det mindede om et gammeldags freakshow, hvor Waits var cirkusdirektøren på det støvede podium (støvet hvirvlede op på bedste vis, hver gang han trampede i gulvet), belyst nedefra i sit nussede jakkesæt for ekstra dramatisk effekt. Bag ham var en væg af gamle højtalere og megafon-rør banket op, og en enkelt, flakkende pære dinglede ved hans side. Lyset skiftede mellem dybrøde nuancer, guld og grønt over i en enkelt spotlight.

Det var hele turen værd. Det var uimodståeligt. Det var magi.

Siden da har vi vendt næsen nordvestpå og hamret igennem. Denne post er skrevet fra et motelværelse i Santa Rosa, New Mexico. Siden vi tog afsted fra Jacksonville for to dage siden, har vi været igennem ni stater, og det eneste sted vi tog os tid til at stoppe op, var på den legendariske Route 66, som vi fulgte et godt stykke af vejen i går. Der er stadigvæk en god bid af hjemturen tilbage, men i morgen tager vi en pause i den del af Utah, hvor man kan nyde den øverste del af Grand Canyon.

Læs mere »

Ankomst og New Orleans

New OrleansI går aftes ankom vi langt om længe til Jacksonville, Florida. Turen ud blev godt 3.400 (ca. 5.470 km) miles lang og bød på et utal af oplevelser, også selv om vi ikke havde så meget tid til at stoppe op eller tage tage små omveje undervejs.

Vi tog en lille pause i New Orleans, en by som har en af USAs mest farverige historier, fra gamle pirater og voodoo præster til orkanen Katrina i nyere tid. Vi boede lige midt i det franske kvarter, med udgang direkte til Bourbon Street, hvor billedet her er fra. Jeg har aldrig set en gade, som i den grad bare sagde fest. Barer med live musik overalt, drinks som slår hårdt, men som ikke smager af det, et mylder uden lige og massevis af politi. For kriminaliteten i New Orleans er slem. Biler fra andre stater har det med at blive pillet fra hinanden på få timer, turister som forvilder sig for langt op ad sidegaderne bliver frarøvet alt hvad de har og så videre. Men alligevel nød vi hvert eneste øjeblik.

I aften skal vi så til Tom Waits koncert her i Florida, og i morgen er vi på vejen igen, med retning tilbage mod Seattle. Der bliver endnu mindre tid til at stoppe på hjemturen, men noget siger mig, at det ikke kommer til at genere mig alt for meget. Halvvejs igennem er status, at det har været en allerhelvedes fed tur, og benhamrende hård.