Når et ord først er skrevet, kan jeg ikke rigtig lide at slette det igen. Nu er det der jo, og har på en måde fået sit eget liv. Ordet trækker på dets naboer og skaber sammen med dem en mening. Det er et samarbejde vi har, ordene og jeg.
Så når jeg redigerer en tekst, uanset om det er en blogpost eller en roman, prøver jeg at værne om dem. Hvis jeg kan genbruge et ord i stedet for at slette det og skrive det igen længere henne i sætningen, så gør jeg det. Jeg begrænser mig som regel til ord indenfor samme sætning, for ikke at ende med et helt arsenal af naboløse, ensomme ord. Hvilket næsten er værre end et slettet et af slagsen.
Jeg er ikke religiøs omkring det, og jeg sletter mange flere ord, end jeg gemmer. Men der er nu alligevel en lille tilfredsstillelse i at have fået en sætning til at “gå op”.
Det er en af disse her særheder, vi alle har et par stykker af i den indre skuffe. Jeg knytter mig til ord, jeg selv har skrevet. Er det mærkeligt? Ja, det er det. Men jeg har ikke noget imod at være lidt anderledes.
For nogen tid siden dumpede der en besked ind fra Klaus Johansen, som spurgte om jeg ikke ville indtale et minuts et-eller-andet til ham. Eftersom han tidligere har brugt mit talte ord på fornuftig vis, slog jeg til med det samme, uden at vide hvad projektet egentlig gik ud på (og det ved i øvrigt stadigvæk ikke). Jeg indtalte hvad der kunne have været en blogpost om min frygt for at ende med en tyk, amerikansk accent.
Klaus’ projekt er ikke færdigt endnu; så vidt jeg kan forstå er der andre involverede også, og så kan det jo godt tage tid at samle alle trådene, men undertegnede vælger altså nu at dele mit bidrag med blogosfæren. Det bliver interessant at se, hvordan det ender med at blive brugt…
