Tag: uddannelse

Fotografuddannelsen i DK er til grin

Jeg fik en e-mail fra en sikkert venlig sjæl i Danmark, som på vegne af journalistforbundet spurgte, om jeg stadig var i lære som fotograf. Det satte en masse tanker i gang, for selvfølgelig er jeg ikke nogens lærling, men jeg kan ikke lade være med at grine lidt af hele den danske, eller skulle jeg sige oldnordiske, approach til fotografuddannelsen.

Da jeg forlod fotografstudiet, var der en langt mindre venlig sjæl (læs: en god gammeldags jantelovsrytter) som sagde, at jeg ville få meget svært ved at få professionel anerkendelse, hvis jeg afbrød mine studier. Ja, måske i Danmark. Herovre er de pisseligeglade. I dag arbejder jeg som fotograf, billedredaktør og coach for andre fotografer.

Så der var flere grunde til, at jeg smilede lidt for mig selv, da jeg blev spurgt til min læreplads. Og det var med stor fornøjelse, at jeg kunne svare et rungende nej, og tag i øvrigt din svendeprøve og dit diplom og stik det skråt op.

Jeg var selvfølgelig høfligere end som så, men pointen var den samme.

Hele idéen om at strukturere fotografuddannelsen som en håndværkeruddannelse er totalt idiotisk. Fotografer er hverken tømrere eller elektrikere, og det er tydeligt (set udefra i hvert fald), at fotografuddannelsen er forsøgt presset ind i dette system, uanset hvor dårligt den passer. At bedømme hvorvidt en person er god nok til at kalde sig professionel fotograf, baseret på en svendeprøve, giver ingen mening for mig. Hvis jeg skulle hyre en fotograf til arbejde for mig, ville det aldrig falde mig ind at bede om at se et diplom. Lad mig se dit portfolie i stedet!

En anden ting er, at det ikke tager 4,5 år at lære at tage gode billeder. Det tager måske 2 år at lære den grundlæggende teknik, hvorefter resten er finpudsning. Hvis du skal bruge over 4 år for at lære at tage billeder, bør du nok i virkeligheden se dig om efter noget, du er bedre egnet til. For mig er den sidste halvdel af uddannelsen intet andet end slavelønsarbejde.

Jeg bliver også nødt til at nævne, hvor dårligt uddannelsen er gearet mod en fremtid, hvor stock hersker det kommercielle marked. Da jeg gik på uddannelsen, ville ingen tage microstock alvorligt – ingen af de kloge hoveder vidste noget om det. I dag står et hav af gammelskolefotografer og undrer sig over hvor alle deres jobs blev af. Tillad mig at svare: De billeder du ville have bonget kunden 40-50.000 kroner for, har hun allerede erstattet med stock licenser fra internettet til den svimlende sum af $50.

Så nej, jeg er ikke længere lærling, og jeg har ikke brug for jeres arkæiske diplom. Sov bare videre.

Jeg er ufornuftig

På DR Nyheder læser jeg, at flere unge nu vælger en “fornuftig uddannelse”, frem for at prøve at få en “plads i rampelyset” som skuespiller, musiker eller andre kreative fag. Der var noget ved den nyhed som irriterede mig, som en af dem der beskæftiger sig med områder hvor der er “risiko for at falde igennem”.

Jeg har aldrig haft et ønske om at blive berømt eller berygtet, men føler til gengæld at en satsning på de kreative områder er det eneste rigtige for mig. Jeg laver musik, som jeg forærer væk, jeg skriver bøger og fotograferer. Det er måske ikke fornuftigt i traditionel forstand, men jeg ved, at jeg på længere sigt aldrig vil være lykkelig med et såkaldt almindeligt arbejde.

Det er selvfølgelig positivt nok, at der er færre unge mennesker, som tror de kan blive megastjerner overnight, fordi de har været med i et reality show. De mennesker, som tror det er så let at få et velfungerende liv som udøvende kunstner, lærer hurtigt at det ikke er så ligetil. Der skal masser af slid (og en del held) til at få det til at fungere. Men lad dem da prøve! Måske er der en eller to som opdager, at dette virkelig er deres kald, og som ender med at producere noget vi andre kan have glæde af.

Som en af de ufornuftige, vil jeg så også vælge at se på denne udvikling fra en helt anden vinkel: Jo færre kunstnere der er, des flere aftagere af kunstnernes produkter er der. For alle ved jo at vi kunstnere aldrig har en klink på lommen og i øvrigt har nok i det vi selv laver.