Tag: USA

Mit lille endags portræt-projekt

Kelly, mig og Justin - klik for større udgave.Det startede med en trang til en lille succesoplevelse. Alle mine igangværende projekter syntes uoverkommeligt store, og jeg havde brug for et spark i røven.

Samtidig havde jeg lyst til at gøre noget, som på en eller anden måde kunne kædes sammen med mit andet Seattle projekt, 12 Seattleites, og gerne også noget, der kunne have en hyperlokal vinkel. Og det førte til en idé: At fotografere jobsøgende godtfolk og freelancere gratis en hel dag.

På en enkelt dag kunne jeg snildt knalde en masse portrætter af, og på et par dage mere give dem hver især en hurtig afpudsning og sende dem ud per e-mail. Let, hurtigt og billigt — det ville ikke koste mig andet end nogle dages arbejdstid. Her var jeg så lidt for hurtigt ude, for det viste sig, at jeg ville blive nødt til at investere i en ny baggrund, en masse skilte og holdere og blækpatroner og hvad har vi. Det endte med at koste husstanden et par tusinde gode danske kroner. Langt mere end jeg havde forventet, men penge givet godt ud, skulle det vise sig.

Jeg kontaktede den lokale nyhedsblog, West Seattle Blog, og spurgte om de kunne anbefale et godt sted at afholde sådan en forestilling. De henviste mig til den lokal café, C & P Coffee Co., (jeg sjovt nok allerede frekventerede jævnligt), og ejeren der slog til med det samme. Caféen lagde allerede hus til en ugentlig jobsøgningsgruppe, så jeg passede perfekt ind her. Så snart aftalen var på plads, dag og tid fastsat, hjalp førnævnte nyhedsblog til med at annoncere begivenheden. Her begyndte det lille sideprojekt at udvikle sig til noget lidt andet, end jeg oprindeligt havde forestillet mig. Noget større.

West Seattle Blogs annoncering førte til at et andet lokalt nyhedsmedie, Seattle PI, lavede et e-mail interview med mig om projektet. Og et par dage senere, blev jeg ringet op af den lokale NBC station, King 5, som gerne ville omtale historien i deres morgenudsendelse. De kørte historien hele dagen, jeg var pludselig i fjernsynet og syntes det hele var lidt mærkeligt, men da fornøjeligt nok. Bortset fra en voksende frygt i mit indre.

Så snart historien var kommet på tv, mistede jeg enhver fornemmelse af, hvor mange mennesker der kunne tænkes at dukke op. Det betød at jeg, med hjælp fra fantastiske Kelly og Justin (se billedet ovenfor), måtte planlægge efter det værste, jeg kunne forestille mig. Det var også her, der pludselig skulle investeres i store papskilte og print efter print af billetter med påtrykt FAQ, så mine to assistenter ikke skulle svare på de samme spørgsmål igen og igen. Panikken lå lige om hjørnet.

Arrangementet var annonceret til at starte kl. 11 om formiddagen, og vi ankom til caféen to timer før tid. Planen var at stille udstyret op hurtigst muligt, så der ville være mindre kaos, når folk begyndte at stille sig i kø. Men stedet var halvt fuldt da vi ankom, og der var en ældre fyr i jakkesæt, som havde ventet siden klokken syv samme morgen. Da var jeg klar over, at det var alvor.

I løbet af den første time, fik vi banket de første tyve portrætter af, men så begyndte det så småt at stilne af. Og netop som vi nåede den første egentlige pause, og der ikke var flere tilstede, der ikke havde fået taget et billede, dukkede der en kameramand op fra en af den andre tv-stationer. Og en til. Og en til. Pludselig stod tre tv-stationer i kø for at lavet hvert deres indslag. Det ville være en underdrivelse at sige, at jeg var overvældet.

Heldigvis var de alle meget forstående, høflige og tålmodige. En yngre fyr, som var sendt ud på vegne af Fox News, hang ud i et par timer, og endte med selv at få sit billede taget. Jeg så ikke nogen af de to andres indslag; de var sendt allerede inden vi havde pakket sammen, men Fox viste dette samme aften (jeg beklager at klippet er strukket):

 

Jeg endte med at fotografere omkring 50 mennesker helt uden panik eller nogen som helst form for uheld. Det hele gik som smurt, og jeg klager da bestemt ikke over al omtalen. Mediernes interesse endte med at blive det spark jeg havde manglet, og det fik mig til at vokse med opgaven.

Da jeg kom hjem og kollapsede på sofaen, var det med en rigtig rar fornemmelse i maven. Og lidt senere også en massiv krampe i min ene lægmuskel. Jeg tror det var kroppens måde at minde mig om, at jeg ikke skal tro, jeg er noget.

Udbud og efterspørgsel, opfølger

I min sidste post skrev jeg, at den havde taget mig et par uger at skrive, fordi jeg frygtede at den ville blive misforstået. Og det tror jeg også den blev.

Bloggen her er ikke lukket. Jeg er ikke flyttet til USA for evigt. Jeg føler mig ikke mere hjemme i USA, end jeg gør i Danmark. Jeg synes ikke USA er federe, rarere eller hyggeligere end Danmark. Begge steder har sine fordele og ulemper, og det eneste jeg sådan set ville sige var, at jeg nu (primært af nød) har opgivet Danmark rent professionelt. Der er ikke nogen efterspørgsel, så mit udbud er naturligt drevet i en anden retning.

Det er det. Jeg ville ønske det forholdt sig anderledes. At jeg kunne rejse frit frem og tilbage når det passede mig. Men jeg er en fattig kunstner, så jeg må forholde mig til virkeligheden.

Nicolai kommenterede og spurgte, hvornår jeg vælger mellem skriveri og foto. Det sker aldrig. Jeg er hverken forfatter eller fotograf. Jeg er mig selv, og alt jeg laver er en del af mit livsværk. På godt og ondt.

Jeg håber denne lille post har kunnet afklare et par ting, måske udrede nogle misforståelser.

Udbud og efterspørgsel

Det er mere end fire år siden jeg tog til USA for at feriere den i et par uger. Fire år er lang tid, og selv om jeg har gjort hvad jeg kan for at følge med i, hvad der foregår i lille Danmark, er der sket et skift. Der er flere grunde til det, men mest at alt skyldes det, at jeg efterhånden har opbygget et netværk herovre, og ikke overraskende er mit danske netværk smuldret i mit fravær.

Jeg har altså valgt at fokusere min energi på det land jeg lever i, frem for det land jeg kommer fra. Det er sket i takt med at efterspørgslen efter mit arbejde og min person har vokset sig større, end det samme er tilfældet i Danmark. Mit personlige udbud, altså den energi jeg har at dele ud af og min produktion af kreative værker, er imidlertid uændret. Jeg leverer hvad jeg kan, når jeg kan. Og altså til det “marked” der viser størst interesse.

Enkelte læsere vil vide, at jeg har været særdeles aktiv på Twitter og opdateret min engelske blog med artikler cirka ugentligt, imens Kammeret har samlet støv. Det skyldes direkte, at den danske blog har været for nedadgående i månedsvis alligevel, og frem for at kæmpe en kamp op ad bakke, gav det mere mening at rette opmærksomheden derhen, hvor læserne var.

Den store åbenbaring kom da det gik op for mig, hvor meget jeg ville blive nødt til at fedte for forlagsbranchen i Danmark, hvis jeg vil supplere min indkomst med fiktion. Der er så få håndører i at skrive, at det ikke giver mening, når jeg sammenligner det nødvendige røvslikkeri med udbyttet deraf. Fjernes den dårlige smag i munden, og den tid og energi førnævnte slikken kræver, kan det næsten bedre betale sig at selvudgive på engelsk. Den konklusion slog mig ud af kurs i lang tid, især fordi jeg holder ufatteligt meget af vores lille sprog. Alligevel fik det mig til, rent kreativt, at vende Danmark ryggen.

Og at jeg ikke skal slås mod janteloven i tide og utide er ærlig talt en befrielse.

Nu skal det ikke forstås som, at jeg pludselig er blevet anti-dansk, eller at jeg bare er superbitter over ikke at være verdensberømt i klodens kolonihave. Det er i virkeligheden mere nøgternt end som så: Lige nu kan det bedst betale sig at fokusere på USA.

Hvad går jeg så efter? Ikke så meget, i virkeligheden. Jeg drømmer hverken om rigdom eller berømmelse. Jeg vil bare gerne nå et punkt, hvor jeg ikke lever med røven i vandskorpen hele tiden, men kan leve rimeligt af min produktion. Rimelighed, i denne sammenhæng, definerer jeg således: Nok til at dække de faste udgifter og måske spare en lille smule op.

Der er lang vej endnu, uanset hvordan man vender og drejer det. Kompromiser og selvopofringer er uundgåelige elementer på vejen; der har været mange allerede, men det bliver for meget på en gang, hvis jeg prøver at etablere mig på to kontinenter samtidig. Jeg følte, at jeg var tvunget til at prioritere det ene “hjem” højere end det andet, og blev et eller andet sted nok overrasket over, hvor let valget var at træffe, da det kom til stykket.

Det har taget mig godt og vel to uger at skrive dette indlæg. Undervejs har jeg spekuleret på, hvorvidt mine ord ville blive misforstået, tolket som en smækken med døren eller et surt opstød. Det er ingen af delene. Først var det ment som en slags forklaring på, hvorfor der har været så stille på min blog, men det udviklede sig til at handle om mine personlige mål, og til dels splittelsen mellem de to kulturer.

Et af mine mål er i øvrigt stadigvæk at komme hjem hurtigst muligt. Nu hvor jeg må rejse når jeg vil, er det vanvittigt frustrerende ikke at have råd. Der er en vis ironi i, at jeg afskriver fokus på Danmark, så jeg kan spare op til at tage derhen.