Jeg er blevet bidt af en ny videoleg. Levende billeder er sjove at fortælle historier med, men det kræver både tid og planlægning at lave, og jeg får tit ikke taget mig sammen. Derfor er jeg altid frisk på at prøve forskellige øvelser, for at teste anderledes tilgange til mediet. Eksempelvis har jeg lavet en del Lumiere videoer efterhånden.
Min nyeste yndlingsleg hedder 5×5. Reglerne er simple: Fortæl en historie i 5 klip af 5 sekunder. Altså 25 sekunders ‘handling’ om du vil. Det står dig frit for, om du vil tilføje musik eller hvad har vi, så længe du holder dig til de fem fem-sekunders klip.
Mit første forsøg er et stemningsbillede fra den lokale kaffepusher, C & P Coffee Co.
I mit andet forsøg gik jeg efter en mere konkret historie. Fra A til B. Og så var det jo så heldigt, at jeg lige havde fået fingre i et nyt og lækkert klistermærke i retro-stilen, og tilmed forestillende en dinosaurus. Det kom der denne lille film ud af:
Jeg synes 5×5 konceptet er fedt af flere grunde. Dels er det overraskende effektivt; du kan sige mere end du tror på 5×5 sekunder. Det er også nemt og hurtigt at klippe sammen. Det sværeste er, for mig, at vælge hvilke fem klip jeg vil bruge, og præcis hvor klippet skal ligge for at få mest muligt med, men slags synes jeg er sjovt at fedte med.
Hvis du laver din egen 5×5 video, er du velkommen til at smide et link til den her.
Ovenfor en lumiere video, optaget umiddelbart før en påbegyndt skrivesession. Afspil eventuelt imens du læser resten af denne post.
Det er hårdt og fedt at være i gang med en ny bog. Selv om jeg starter samtidig med resten af verden, er mit projekt ikke tilknyttet Nanowrimo denne gang. Jeg giver mig selv frem til nytår, til at færdiggøre mit første udkast. Indtil videre er jeg små 11.000 ord inde og alligevel knap nok begyndt.
Jeg arbejder med flere hovedpersoner, og springer frem og tilbage imellem dem. Det er en ny teknik for mig, og det er langt sværere end forventet. Men det er også sjovt og åbner en masse nye muligheder. Den feedback jeg har modtaget, specielt omkring Ydunsgade, har været intet mindre end fænomenal! Ikke alene har det givet mig en stærk reference (historien er sat dér, hvis du skulle være i tvivl), men den støtte jeg modtog, i form af fotografier og andet godt, har også været både opmuntrende og inspirerende. Tusind tak!
Lumiere-filmen kan downloades i højere kvalitet via blip.tv.
Jeg var på besøg hos min lokale pladepusher i dag. Det er en af de få uafhængige af slagsen som er tilbage. Men Easy Street Records er mere end bare en cd forretning. Her følger en Lumiere video (du ved, dem du kan have kørende som et visuelt soundtrack). Du kan for eksempel have klippet kørende, imens du læser resten af denne post.
Den bedre halvdel er i New York for at tale ved Photo Plus Expo, og jeg tænkte at det var på sin plads med lidt selvforkælelse. Jeg kiggede ind for at få noget at spise. Maden er traditionel amerikansk diner, tilsat musikalsk-inspirerede titler. Jeg fik en “Suzy-Q”. Tre spejlæg og fire stykker tyk bacon, serveret med toast på en stak hash browns. Med mørkesort kaffe. Alternativet var en “Lou Reed Reuben” sandwich eller en stak “Blueberry Hill” pandekager.
Og imens jeg sad der og spiste, tænkte jeg over musik, jeg gerne ville købe. Og jeg kom i tanker om, at jeg havde et lille klippekort i min pung. 15 klip og det næste album er gratis. Jeg havde fjorten. Så efter maden blev jeg jo nødt til at kigge over i musik-afdelingen.
Det endte med to titler, jeg nok ikke ville have købt, hvis jeg havde handlet online. Jeg bladrede, lod mig inspirere, checkede efter sjældenheder og distraheredes af tilfældige indskud. Primært guidet af vage minder og mavefornemmelse. Og da jeg forlod butikken var det i selskab med Frank Zappas “Zoot Allures” og den stof-indbundne dobbeltskive “Abattoir Blues / The Lyre of Orpheus” fra Nick Cave og hans Bad Seeds. Begge to er fede albums.
