25/02/08 af Rasmus
Jeg har efterhånden skrevet en del om mine oplevelser med hostingfirmaet Surftown, og sidste gang troede jeg, at jeg havde sat det sidste punktum. Den post handlede om afslutningen på min tilknytning til Surftown som kunde, og da min hosting udløb d. 29/1, regnede jeg med, at så var det det.
Pludselig dukkede der søreme to mails ind ad brevsprækken. Det ene har emnet: “Flyt dine domæner til Surftown”. Det tror jeg så ikke, jeg har lyst til. Den anden fik mig så alligevel til at trække på smilebåndet, da jeg så at overskriften sagde: “VIP-Support – nu også til dig!”
Måske skulle jeg kontakte denne VIP-Support, og fortælle dem, at jeg altså har opsagt min konto. Eller har jeg? For som det gode menneske jeg er, besluttede jeg mig selvfølgelig for bare at afmelde mig nyhedsbrevet, i stedet for at genere de stakkels supportmedarbejdere. Maksimal gladhed for alle, tænkte jeg.
Men man skal bruge sit kundelogin for at afmelde sig nyhedsbrevet. Jeg troede ikke, jeg var kunde længere, men søreme om ikke min konto stadig var aktiv. Og jeg skulle ikke gennem meget mere end tre-fire skærmbilleder, for at afmelde omtalte nyhedsbreve og øvrige tilbud.
Klodset, vil jeg kalde det. Klodset at jeg overhovedet modtager e-mails, efter jeg har opsagt min konto. Klodset at jeg skal logge ind, for at rette denne fejl. Klodset at jeg efter login, skal finde frem til den underside, som indeholder afmeldingen. Så klodset, at det nærmest er komisk. Og det er derfor, jeg følte en trang til at skrive lidt mere, om hostingfirmaet jeg elsker at hade.
Gad vide om der er flere overraskelser på vej…
Tags: kommunikation, Surftown, webhotel
Kategorier: Internettet •
12 kommentarer »
13/12/07 af Rasmus
Jeg læser ovre på Overskrifts Underskrift, at de har dannet partnerskab med mit hadewebhotel Surftown. Det mindede mig om at jeg skylder en afslutning på min egen historie med disse lyssky forretningsfolk. Altså Surftown, ikke overskrift.
Som ny kunde benyttede jeg mig af Surftowns umiddelbart gode løsning, som både var billig, tillod rigeligt med trafik og tilbød en fornuftig mængde serverplads. Det viste sig imidlertid at være fup, for ret hurtigt blev mine sites lukket ned eller filer blev slettet fordi der var for kraftig trafik på dem (ikke så fedt, hvis man f.eks. podcaster). Og det på trods af, at jeg aldrig kom tæt på min tilladte trafik-grænse. Løsningen var ifølge Surftown support at opgradere til deres erhvervsløsning, hvilket koster væsentligt mere.
Da det efter et år blev tid til at forny webhotellet, valgte jeg at opsige det i stedet, hvilket heller ikke viste sig at være så let. Dels skal man klikke på en lillebitte og kamufleret knap for at gøre det, dels var der en opsigelsesperiode jeg ikke var opmærksom på, fordi deres forretningsbetingelser ikke var at finde nogensteds.
Efter en meget lang debat, hvorunder jeg ganske simpelt nægtede at betale for endnu et års erhvervshosting, lykkedes det mig at få min løsning nedgraderet til det jeg oprindeligt havde bestilt (hvilket de normalt ikke tilbyder), men jeg var stadig bundet i endnu et år. Det år er nu næsten gået, og jeg har husket at trykke på den hemmelige opsigelsesknap i tide. Det eneste tilbageværende site, som ligger på Surftowns servere, vil snart få sin frihed.
Surftowns forretningsmetoder er klassisk bait-and-switch og selv om jeg synes det er fedt, at overskrift-drengene udvider med et hosting-partnerskab, vil jeg fraråde alle at flytte deres sites derhen. Personligt er jeg lykkelig for at være sluppet af med dem, også selv om det tog et år, og vil i stedet anbefale det amerikanske Dreamhost. Indtil videre har min oplevelse hos dem været langt bedre og væsentligt billigere.
Lad os håbe, dette bliver min sidste post om Surftown.
Tags: dreamhost, overskrift.dk, Surftown, webhotel
Kategorier: Internettet, Mig, mig, mig! •
7 kommentarer »
01/02/07 af Rasmus
Måske har du lagt mærke til at både dette site, og flere af mine andre sites har været nede. Måske husker du min post om hostingfirmaet Surftown for nogen tid siden. De to hænger sammen.
Mine blogs er flyttet til en anden host, nemlig dreamhost.com, som Jonas anbefalede mig. Deres site er ikke super brugervenligt, men til gengæld får man serverplads og båndbredde ud ad begge ører. Og til en særdeles rimelig pris. Men uanset hvad, så er det jo lidt besværligt at flytte, også når det kun er ens digitale hjemsted der er tale om. Der er filer, databaseindhold, plugins og dns at tage vare på, og ind imellem er der ventetid, imens internettet opdaterer sig selv. Kedsommeligt og langsommeligt er det, men også tilfredsstillende.
Det eneste site som stadig er hostet af Surftown er min firmaside, theprint.dk. Det er den fordi jeg er stavnsbundet frem til januar næste år, og hvis jeg alligevel skal betale for noget hosting, synes jeg ligesom også der skal være noget på serveren. Og theprint.dk er nok siden som trækker mindst trafik, så de lukker den nok ikke, som de gjorde med podkammeret.
Jeg bliver dog nødt til at nævne én positiv ting om Surftown, nemlig at de i sidste ende gav mig et rimeligt tilbud på, hvordan jeg kunne nedskalere mit webhotel uden at betale den vanvittige pris for erhvervshosting. Men ville jeg anbefale dem til andre? Fandeme nej. De benytter sig af en salgsteknik som lugter meget af bait and switch, hvor de tilbyder et billigt produkt, og når du har bidt på krogen kommer den “nødvendige” opgradering til en væsentligt dyrere løsning. Det er nogle kedelige måder at lave forretning på, og en sikker måde at få mig til at sige: Køb din serverplads et andet sted.
Nå, men kammeret er altså tilbage i kyberrummet.
Tags: anbefaling, dreamhost, Surftown, verture.net, webhotel
Kategorier: Internettet •
2 kommentarer »